Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Afviser immigranter

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 11/04/2014 - 10:43

Samfund og Politik

Desperate og forblændede af den europæiske drøm kaster immigranter sig mod pigtråden i de spanske enklaver. International lovgivning diktere...

Desperate og forblændede af den europæiske drøm kaster immigranter sig mod pigtråden i de spanske enklaver. International lovgivning dikterer, at en plads på toppen af hegnet automatisk giver ophold i asylcenter. Men det blæser Spanien nu på.

 

Bare seks dage efter seneste massive angreb på grænsen til den spanske enklave Melilla, forsøgte 200 afrikanske immigranter i går igen at forcere grænsen.

 

Selv om det lykkedes de marokkanske gendarmer at forhindre hovedparten af immigranterne i at komme over grænsen, formåede 27 af dem at klatre op på toppen af det seks meter høje hegn, der adskiller Marokko fra den spanske enklave.

 

Jublen forstummede

Der forblev de i over seks timer og jublede over, at det var lykkedes dem at kravle op på hegnet. ”Frihed! Frihed!", lød det fra dem, ligesom så mange andre immigrant-kolleger har gjort det før dem.

 

Men denne gang var det anderledes. At nå helt op på toppen af hegnet var ikke automatisk ensbetydende med, at de var nået ind i Spanien. En blev kørt på sygehus på grund af skader, mens de resterende 26 blev sendt fluks tilbage til Marokko.

 

Tidligere er immigranterne blevet indkvarteret på et asyl-center i Melilla og har fået mad og husly, indtil deres sager var færdigbehandlet.

 

Men denne gang var der ingen kære mor.

 

Hvornår er det spansk?

Ifølge de bilaterale aftaler mellem Spanien og Marokko om tilbage-sendelse af personer, der ulovligt trænger ind på spansk jord, skal de først identificeres af myndighederne, inden de sendes retur.

 

Det vil for de flestes vedkommende sige et flere dages ophold i et indvandrercenter, da mange decideret har spillet på netop den lovgivning og dukker op helt uden ID-papirer.

 

Men det spanske indenrigsministerium har nu ændret praksis og mener, at immigranterne kan blive sendt tilbage med det samme, hvis de ikke er nået helt ind på spansk jord.

 

At nå toppen af det seks meter høje hegn, der adskiller de to lande, er altså ikke længere ensbetydende med, at man bliver overført til et indvandrercenter.

 

Ikke lovligt

Juridiske eksperter siger dog til Europa Press, at Melilla-hegnet er opført på spansk territorium, og at de personer, der sidder på det, reelt befinder sig på spansk jord, selv om de sidder i seks meters højde.

 

Immigranterne er derfor i Spanien og er dermed også automatisk beskyttet af de love, der dikterer, at illegale udlændinge ikke kan udvises på stedet.

 

I løbet af årets første tre måneder er det lykkedes for flere end 1.600 afrikanske immigranter at forcere hegnet ind til de to spanske enklaver, Ceuta og Melilla. Det er flere end i hele 2013.

 

Problemet forsvindende lille i Ceuta/Melilla

Spanien har bedt Bruxelles om økonomisk støtte til at øge patruljeringen ved grænseovergangene til Europa, og premierminister Mariano Rajoy satte illegal indvandring øverst på et topmøde mellem EU og Afrika tidligere på ugen.

 

Men faktisk er problemet med illegal indvandring meget, meget større andre steder. Overraskende nok er det bare ikke rigtig det, vi læser om i medierne, når emnet behandles. Hør meget mere i dagens Radio Solymar Weekly fra klokken 16 her på hjemmesiden

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.