Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Camino de Santiago er meget mere end bare en vandretur

Skrevet af Torben Wilkenschildt, søn, 22/02/2026 - 06:23

OPLEV SPANIEN

Der findes rejser, man husker. Og så findes der rejser, der bliver siddende i kroppen længe efter, du er kommet hjem. 

For mig ligger en vandring langs Camino de Santiago i den sidste kategori.

Caminoen er nemlig ikke bare en vandrerute. Det er en oplevelse, der skridt for skridt folder sig ud, og som giver meget mere, end man forventede før støvlerne blev snøret for første gang.

Ordet Camino betyder “vej”. Men for de fleste, der går den, bliver det hurtigt tydeligt, at det handler om meget mere end at komme fra A til B og om antal kilometer.

Pilgrimsvandrer på Camino Santiago

En rejse i et andet tempo

Noget af det, jeg særligt holder af ved Caminoen, er tempoet, og den digitale detox. Jeg slår normalt alle notifikationer fra. Og der er ingen to-do-lister og ingen forventninger om at skulle nå noget som helst.

Dagen er enkel og består blot af at: gå, spise, hvile, og så gå igen. Og netop i denne enkelhed opstår det magiske.

For mange er Caminoen en pause fra en ofte travl hverdag. Tankerne falder til ro, kroppen arbejder, og der opstår plads til refleksion. Ikke fordi man skal tænke over noget bestemt, men fordi man endelig får lov til ikke at skulle noget hele tiden.

Mange fortæller også at de vender hjem og:

  • sover bedre
  • føler sig mere rolige
  • har fået ny energi og klarhed
  • har rykket deres egne grænser – både fysisk og mentalt
En vandring gennem historie og kultur

Noget andet, som gør Caminoen unik, er dens historie. Caminoruterne har været brugt i over 1.000 år og de snor sig gennem byer, klostre, broer og landskaber, som i dag er en del af Europas kulturarv.

Undervejs går du gennem små landsbyer, middelalderbyer og historiske områder, hvor pilgrimme har sat deres spor i århundreder. Det giver en helt særlig fornemmelse af at være en del af noget større. 

Uden mad og drikke duer pilgrimmen ikke.

Undervejs skal energidepoterne fyldes op. Midt på dagen venter den klassiske Menú del peregrino: tre solide retter med brød og vin eller vand. Enkelt, effektivt og mættende.

Sætter du dig alene, varer det sjældent længe, før nogen spørger, om du vil have selskab. Bordet deles, historier og gode råd udveksles.

Caminoen handler også om at smage sig gennem regionernes køkkener. I Galicien er blæksprutte en stolt tradition, man ikke må snyde sig selv for. Nogle retter er ganske enkelt obligatoriske, og pulpo er, hvis du spørger mig, én af dem.

Frisk pulpo - pulpo a feira - skåret i tykke skiver, dryppet med olivenolie, et strejf af paprika og serveret helt enkelt
 

Caminoen er ikke én rute

Der findes ikke bare én Camino. Faktisk overraskes mange over hvor mange forskellige Caminoer, der findes. 
Nogle af de mest kendte er:

• Camino Francés – den klassiske rute med masser af liv
Den mest kendte rute med hyggelige byer og mange pilgrimme. Caminoen går gennem vinmarker, højsletter og historiske byer som Pamplona, Burgos og León. Perfekt til førstegangsvandrere.

• Camino del Norte – kyst, klipper og havudsigt
Følger den vilde nordkyst fra Baskerlandet til Galicien. Denne Camino byder på smukke strande, grønne bakker og fantastisk mad. Den er mere kuperet end  Camino Francés,  men også mindre turistet og enormt naturskøn.

Camino del Norte

• Camino Primitivo – rå, smuk og fysisk krævende
Den ældste Camino-rute og en af de mest autentiske. Caminoen går gennem Asturiens bjerge med stejle stigninger, små landsbyer og storslået natur. Det er ikke en Camino for førstegangsvandrere.

• Camino Portugués – kultur, vin og charmerende byer
Starter typisk i Porto og byder på smuk arkitektur, vinmarker og hyggelige byer. Mindre krævende end Camino del norte og meget populær for dem, der vil kombinere vandring med kultur og god mad.

• Camino Inglés – kort og historisk
En af de korteste ruter, der starter i Ferrol eller A Coruña. Brugtes traditionelt af pilgrimme, der ankom ad søvejen fra Nord- og Centraleuropa. Ideel, hvis man har begrænset tid – men stadig vil nå Santiago til fods.

• Camino Finisterre – mod Atlanterhavet og “verdens ende”
En forlængelse af Caminoen fra Santiago til Finisterre (verdens ende) eller Muxía. En spektakulær afslutning med klipper, hav og solnedgange over Atlanterhavet. 

Finisterre

• Camino Lebaniego – bjerge og klostre i Cantabrien
En mindre kendt, men meget smuk rute gennem grønne dale og bjerge. Kendt for klosteret Santo Toribio de Liébana, i dalen af samme navn. Et af kristendommens vigtigste pilgrimsmål. Perfekt for naturelskere.

• Camino San Salvador – forbindelsen mellem León og Oviedo
Historisk rute gennem bjergene, der forbinder Camino Francés med Camino Primitivo. Smuk, krævende og meget rolig camino. 

Der findes ikke en rigtig eller forkert Camino.  Der findes kun den Camino, der passer bedst til dig og det, du søger lige nu.

Forberedelse gør en forskel

Den gode Camino starter allerede hjemmefra med et minimum af forberedelse. Især hvis det er din første tur. 

Du bør tage stilling til: 

  • din fysiske form
  • længden på etaperne
  • årstid og klima
  • hvor enkelt eller komfortabelt du vil rejse

Must Have Camino Essentials: Rygsæk og støvler 

De gule pile og camino-symboler

Det er let at finde vej langs caminoen. Der er fint skiltet og alt du skal gøre er, at følge de gule pile, som viser dig vej gennem landsbyer, skove og bjerge helt til Santiago de Compostela. Udover pilene er der den ikoniske muslingeskal. Caminoens hjerte. Den ses på skilte, mærker og rygsække og fortæller, at du er på den klassiske pilgrimsrute. Skallen symboliserer alle de mange ruter, der mødes i Santiago, og binder historien, traditionen og fællesskabet sammen på rejsen

De gule pile og muslingeskallen er din guide på vejen til Santiago de Compostela

Gå Caminoen på din måde
  • Du kan gå alene eller sammen med andre.
  • Du kan gå langt eller kort.
  • Du kan gå for det fysiske, det mentale, eller begge dele.

Caminoen er ikke altid nem. Du får med garanti trætte ben, måske en vabel eller to og omskifteligt vejr. Til gengæld får du ro i hovedet, uforglemmelige oplevelser og møder med mennesker, der bliver hos dig længe efter, du har stille vandreskoene på plads igen. Caminoens styrke ligger præcis dér, hvor udfordring og nærvær mødes.

Pilgrimme på vandring

Har du et spørgsmål?

Jeg vil i dag være tilknyttet Spanien i Dags TelefonAssistance mellem klokken 11:00 og 13:00. Så hvis du vil have en snak om gode idéer til ture, skal du blot ringe på det telefonnummer, der er tilnyttet din TelefonAssistance.

Buen Camino! 

Vil du have mere inspiration til Caminoen og de forskellige ruter, kan du læse mere her:
Pilgrimsvandringer på Caminoen

Denne artikel er lavet i samarbejde med Spain is More, som arbejder med skræddersyede kvalitetsrejser i Nordspanien.

Tak fordi du læste med – og lod dig inspirere af ”Mit Spanien”.

Ida Glöde

Kan måske også interessere dig

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.