Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Debat om regeringens forslag til ny rygelov

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 25/07/2026 - 06:23

Klumme

Min stambar ligger på et hjørne i et stærkt trafikeret kryds …

Regeringen har færdiggjort deres forslag til ny rygelov, der - blandt andet - vil forbyde smøgerne på fortovscaféer, i parker og på strandene.

Du kan læse hele forslaget her

I denne klumme koncentrerer vi os udelukkende om rygeforbuddet, der også omfatter e-cigaretter, på caféernes og restauranternes terrasser.

Lad mig starte med at slå én ting fast. I mange år har det kun været tilladt at ryge på terrasser, der var åbne på alle tre sider foran caféens facade. Forbudt, hvis blot én side af terrassen var lukket med en markise-ignende ordning - eller, hvis beværtningen havde besluttet et generelt rygeforbud på terrassen. Indenfor har rygning været totalt forbudt.

Deklaration

Jo da! Jeg er ryger, og jeg elsker smøgen sammen med min con leche, når jeg om morgenen sidder og færdiggør dagens nyheder på Spanien i Dag. Derfor vil min holdning i denne klumme være mod rygeforbuddet.

Juan Francisco, der chef for min stambar, og jeg har netop fejret Spaniens verdensmesterskab med flag på bordet. "JuanFra", som han kaldes siger: “Jeg er stærk modstander af forslaget til rygeloven. Jeg ryger ikke selv, men du skal have ret til at gøre det mod at vise hensyn til andre. Det gør alle her på baren. Regeringen går alt for langt i sin forbudspolitik mod individets rettigheder.”

Lad os tage humoren med os …

Her får du så striben af mine argumenter mod rygeloven, der - efter min mening - er populistisk politik.

Hvor er det da smukt, at regeringen vil udvise så stor omsorg for mennesker, der trænger til en kop kaffe, en bajer, et glas vin eller noget at spise.

Men mangler regeringen da ikke noget i deres forbudspolitik?

Eksempelvis overhovedet at tillade ophold på terrasserne, når de ligger ud til en gade med osende CO2-udslip fra forbikørende køretøjer og som selv ikke-rygere er tvunget til at inhalere?

Eller forbyde ophold, med mindre der ligger en attest for, at gæsterne ikke udsættes for jordstråler?

Eller at forbyde caféen at sælge kaffe med koffein eller øl og vin med alkohol, som alle ved ikke er det bedste for helbredet?

Og mens vi er der: Selvfølgelig også forbyde mad, der ikke er økologisk. Alle ved jo også at farve- og tilsætningsstoffer ikke lige er guf for sundheden.

I øvrigt burde regeringen da også indføre en maksimum promille for overhovedet at færdes i hele det offentlige rum. Fulderikker skaber ballade, er et incitament til vold og generer ofte de mennesker, der ønsker at færdes fredeligt på gaderne.

Endelig mangler regeringen også at forbyde brugen af mobiltelefoner på terrasserne Dels fordi de udsender farlige stråler - specielt ved brug af 5G-nettet - men også fordi deres brug er asocial.

Hvor tit ser man ikke et par, hvor den ene har hovedet begravet i mobilen og den anden blot kigger ud i luften. Selvfølgelig er det også statens opgave at gribe ind i de tilfælde, hvor parforhold ikke fungerer optimalt - ikke?

Sidst når vi til de smittende og syge gæster. De, der går på bar med en løbende næse eller en uafsluttet influenza. For eksempel. Selvfølgelig skal personalet, der har ansvaret for at ingen ryger, også tjekke gæsternes temperatur og, at der ikke er bakterier i deres tøj. Og bryde ind, hvis en gæst hoster uden at holde sig for munden. Ikke?

Nogle fakta: Hvor mange spaniere ryger?

Her får du de nyeste og mest præcise officielle tal fra det spanske sundhedsministerium (Ministerio de Sanidad) og lægeforeningernes undersøgelser (semFYC / Plan Nacional sobre Drogas).

Daglige rygere (traditionel tobak)

Cirka 24%–25% af den voksne befolkning i Spanien ryger dagligt eller regelmæssigt. Sætter man det i forhold til det samlede forbrug (inklusive lejlighedsvise rygere), opgiver sundhedsmyndighederne, at omkring 27%–28% af voksne spaniere forbruger tobak i en eller anden form.

Brugere af vapers / e-cigaretter

Mellem 1,3% og 2% af den samlede voksne befolkning bruger e-cigaretter/vapers som deres primære eller daglige nikotinkilde. Kigger man dog på, hvor mange der har prøvet eller bruger dem lejlighedsvist, stiger tallet markant til omkring 19% af befolkningen i alderen 15–64 år.

Lad os antage, at fordelingen er nogenlunde den samme blandt de omkring 100 millioner turister, der forventes at besøge Spanien i år.

I det tilfælde har så cirka 40 millioner mennesker, der gerne vil ryge en smøg på en tarrasse.

Hvad siger restaurationsbranchen?

José Luis Álvarez Almeida, formand for Hostelería de España, fremhæver “det gode samvær og den respekt”, der hersker på terrasserne. Han minder om, at et sådant forbud kun findes i Sverige.

Han siger, at et forbud vil medføre lukning af 30.000 barer i Spanien og at 300.000 medarbejdere vil blive arbejdsløse.

Hvor er de kreative alternativer?

Hvorfor skal det være enten eller og det hele så sort eller hvidt?

Kunne man ikke forestille sig, at baren blev pålagt at opdele bordene i en ryger- og ikke-rygergruppe, så de sad i hver sin ende af terrassen? Ofte er der jo også en vind eller brise, der bringer luften i én retning - kunne hjælpes med en ventilator - således, at rygerne sidder i den læ ende og ikke-rygerne i den luv ende.

Vi må hellere gå til makronerne og få din mening!

Vil du fratage mig muligheden for en smøg til morgenkaffen, mens jeg sidder og arbejder med nyheder for dig?

Afstemningen slutter søndag den 26. juli 2026 klokken 15:00

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
 

Kan måske også interessere dig

Kommentarer

Jeg elsker din humoristiske pen, selv når emnet er alvorligt. Hvis ikke det lovforslag falder kommer rigtig mange små barer til at lide døden. Men det er måske det regeringen ønsker - ? Ja jeg spørger bare. Vi har jo ikke det samme sikkerhedsnet som visse andre lande med understøttelse til de arbejdsløse. Med den biltrafik der efterhånden er i vore gader i byerne, befinder vi os jo alle i røg og støj så snart vi forlader fores hjem.
Først er der jo lige spørgsmålet, om regeringen har kompetence til at indføre forbuddet. For jeg tror, at det er et anliggende for regionerne.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.