Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Det betyder strejken for dig

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 21/03/2012 - 11:01

Samfund og Politik Rejser & oplevelser


Nok er nok, og den 29. marts er der som bekendt generalstrejke i Spanien. Det får vidtrækkende konsekvenser for transportsektoren og alle rejs...

Nok er nok, og den 29. marts er der som bekendt generalstrejke i Spanien. Det får vidtrækkende konsekvenser for transportsektoren og alle rejsende. Men hvad med sygehusene og nyhederne?

 

Togtrafik delvist lammet

Først og fremmest får strejken dog massive konsekvenser for hovedparten af trafikken i landet.

 

Togtrafikken vil køre på meget lavt blus. Her regner man med at kun 20 procent af AVE-togtrafikken mellem Madrid, Sevilla, Malaga og Barcelona vil køre som normalt.

 

For lokal- og nærtog bliver 75 procent af de planlagte togafgange aflyst - i myldretiden fra kl 06.00 til 09.00 dog kun 70 procent.

 

Ingen fjerntog vil køre bortset fra de omtalte AVE -afgange.

 

Fly på absolut minimum

90 procent af flytrafikken mellem Madrid, Barcelona, Oviedo, Santiago de Compostela, Bilbao, Alicante, Málaga og Sevilla bliver aflyst, samt 80 procent af flyvninger til andre europæiske destinationer, mens 60 procent af de øvrige internationale ruter bliver aflyst.

 

Flyvninger mellem øerne og det spanske fastland vil dog blive opretholdt, skriver nyhedssitet Servimedia.

 

Færre nyheder

Også den daglige nyhedsdosis bliver påvirket af strejken. Tv-stationen RTVEs ledelse i Madrid melder ud, at man kun kan præstere omkring 15 procent af normal arbejdsstyrke på strejkedagen. Det betyder dermed ikke, at kanalens nyhedsudsendelser udgår. De starter til tiden, men kommer sandsynligvis til at være i en noget kortere udgave end normalt. Resten af programfladen bliver flydt ud med genudsendelser.

 

Med andre ord bliver indholdet på både RTV, RNE og selskabets interaktive platforme begrænset til et absolut minimum.

 

Læger og sygeplejersker

Mens hovedparten af den spanske transportsektor altså bliver ekstremt påvirket under den kommende generalstrejke den 29. marts, afviser sundhedsvæsnet at bakke op om strejkevarslet. Lægernes og sygeplejerskernes to største fagforbund CESM og Satse afviser deltage i protesten, da man ikke vil lamme den offentlige sundhedssektor. Fagforeningerne repræsenterer omkring 95.000 praktiserende læger og 90.000 sygeplejersker.

 

”Skruebrækkeriet” fra det overvældende flertal af sundhedspersonalet betyder, at næsten en halv million offentligt ansatte ventes at arbejde normalt den 29. marts.

 

Under de seneste nedskæringer inden for det offentlige i 2010 fik lægerne sænket deres løn med syv procent og sygeplejerskerne med fem procent.

 

Næstformand for arbejdsgivernes afdeling i Madrid (CISM), Arturo Fernandez, sagde tirsdag under et møde i Nueva Economía Fórum, at hvis 35 procent af arbejdsstyrken vælger at strejke, vil det koste landet omkring en milliard euro.

 

Til alle jer læsere, kan vi berolige jer: Spanien i Dag udkommer som sædvanligt!

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.