Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dropper hundredevis af spanske ruter

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 29/11/2012 - 10:57

Fly & trafik


Så kommer det første nedslående resultat af regeringens beslutning om at hæve lufthavnskatterne. Ryanair gør alvor af sine trusler og skær...

Så kommer det første nedslående resultat af regeringens beslutning om at hæve lufthavnskatterne. Ryanair gør alvor af sine trusler og skærer 12 procent af sine flyvninger til og i Spanien, og dermed ryger tusindvis af arbejdspladser, rejsemuligheder og indtægter.

 

Ryanair dropper 648 ruter om ugen, hvilket svarer til en nedgang i passagertallet op til 4,5 millioner og et forventet tab af 4.500 arbejdspladser. Værst ramt er ruterne til Madrid og Barcelona, hvor skatterne bliver fordoblet. Selskabets vicepræsident, Michael Cawley, siger, at det er et direkte resultat af skatterne.

 

AENA mister millioner

Ryanair fjerner 35 procent af sine forbindelser til Madrid, hvilket svarer til 272 ugentlige flyforbindelser og et tab af 1.900 arbejdspladser. Det giver en nedgang på 1,9 millioner passagerer fra 5,3 millioner til 3,4. Antallet af fly på basen i Madrid bliver reduceret fra 14 til 10. I Barcelona bliver antallet af forbindelser reduceret med 23 procent med en nedgang på 170 ugentlige fly og et tab af 1.200 arbejdspladser.

 

Cawley sagde på et pressemøde i går, at stigningerne i lufthavns-afgifterne betyder, at selskabet skal af med et beløb, der er fire gange højere end gennemsnittet i de øvrige 170 lufthavne, som selskabet benytter. Omregnet svarer det til en merudgift på op til 80 millioner euro om året.

 

De omfattende nedskæringer betyder et tab for det spanske lufthavnsvæsen, AENA, på 25 millioner euro årligt.

 

Umuligt at tjene penge

Ryanairs vicepræsident siger direkte, at AENA har nægtet at lytte til sin vigtigste kunde, og at nedskæringer bliver gennemført, med mindre at stigningen i lufthavnsafgifterne bliver taget af bordet. Lufthavns-afgifterne udgør ifølge selskabet 40 procent af flybillettens pris – det samme som brændstofudgifterne.

 

- Vi kan ikke køre med dobbelt så høje omkostninger i Spanien, for det betyder, at der til sidst ikke er noget overskud, siger Cawley.

 

Ryanair kritiserer den spanske regerings ”ekspansive og overproportionerede udbygning af landets lufthavne” som har været helt unødvendig.

 

Uden for Spanien planlægger Ryanair til gengæld at øge antallet af flyforbindelser med fire procent i 2013 med en forventet fremgang til 79 millioner passagerer og et overskud på mellem 490 og 520 millioner euro.

 

De konkrete konsekvenser

Afviklingen af de spanske flyruter sker fra den 30. marts 2013, og kommer helt konkret til at betyde følgende:

 

Barajas i Madrid

4 færre fly minus (14 til 10)

13 aflyste ruter

22 ruter med færre ugentlige afgange

272 færre ugentlige flyvninger

1,9 millioner færre passagerer mistede (fra 5,3 til 3,4 millioner)

1.900 færre arbejdspladser

 

El Prat i Barcelona

1 fly taget ud (13 til 12)

4 ruter aflyses

20 ruter med færre ugentlige afgange

170 færre ugentlige flyvninger

1,2 millioner færre passagerer (5.400.000 til 4.200.000)

1.200 færre arbejdspladser

 

Nedskæringerne kommer også til at ramme flyvninger til Gran Canaria, Tenerife, Lanzarote og Fuerteventura. Der bliver desuden skåret ned på forbindelserne mellem Norge, Sverige og Spanien.

 

Se alle de berørte ruter her

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.