Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dyrere at tage toget

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 09/05/2012 - 12:20

Rejser & oplevelser


Det er blevet dyrere at tage toget. Meget dyrere. Visse returbilletter er steget med hele 49 procent.

Det er blevet dyrere at tage toget. Meget dyrere. Visse returbilletter er steget med hele 49 procent.

 

En enkeltbillet til nærbanen mellem Málaga og Fuengirola er steget fra 2,95 til 3,35. Det svarer til 12,7 procent mere end for bare en måned siden. Prisstigningen er seks gange mere end udviklingen i forbrugerpriserne IPC i februar.

 

De prisstigninger, som statsbanerne Renfe bebudede i april, trådte i kraft den 1. maj og viser, at regeringen ikke har til hensigt at skåne den offentlig trafik for den stigning i forbrugerpriserne, der har ramt hovedparten af de øvrige serviceydelser.

 

En af de helt store overraskelser for passagererne er, at der ikke længere er nogen gevinst ved at købe en returbillet. Prisen er nemlig den samme: 6,70 euro (3,35 hver vej), hvor en retur tidligere kostede 4,50 euro. Det svarer til en prisstigning på 49 procent.

 

Spar penge med klippekort

Statsbanerne Renfe oplyser, at returrabatten er blevet erstattet af den nye ordning 'Bonotren'; et ti-turs kort, der gælder for en måned. Kortet har ifølge statsbanerne den fordel, at det kan bruges af mere end én rejsende, såfremt at alle rejser på samme strækning. Et Bonotren-kort fra Malaga til Fuengirola koster 23,45 euro og betyder, at en retur koster 4,69 euro - altså 19 cent mere end ved brug af de tidligere returpriser.

 

Vil droppe toget

Flere af nærbanens faste brugere er fortørnede over de seneste prisstigninger. María Godoy tager hver dag toget fra El Pinillo i Torremolinos til sin arbejdsplads i Málaga Centrum. Turen har hidtil kostet 2,25 retur, men koster fra nu af 3,70 euro. Dvs. hun plejer at have en månedlig transportudgift på lidt over 50 euro, og det stiger nu til 85 euro. Hun er blevet så sur over stigningerne i togbiletterne, at hun nu vil prøve at finde alternative transportmuligheder såsom at køre flere i én bil.

 

Det er ikke kun priserne på nærbanerne, der er steget. Også mellem- og langdistance-trafikken på AVE-højhastighedstoget er steget – dog knap så meget. En billet koster i dag i gennemsnit 2,75 procent mere end for en måned siden.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.