Ekstra kontrol på vejene frem til på søndag
Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 10/10/2025 - 08:52

Fly & trafik
Intensiv kampagne skal bekæmpe farlige distraktioner.
Spaniens trafikmyndigheder skærper kontrollerne mod distraktion i trafikken, som står bag hvert tredje dødsulykke. Mobiltelefonen er stadig den største synder.
Den landsdækkende kampagne, der fokuserer på faren ved distraktion under kørslen, løber ugen ud.
Det betyder, at trafikpolitiet og lokale politistyrker skærper overvågningen på både landeveje og bygader for at fange bilister, der ikke har fuldt fokus på vejen.
Førende årsag til dødsulykker
Bag kampagnen ligger en bekymrende statistik. Distraktion var den mest almindelige faktor i 13.164 trafikulykker i Spanien sidste år, hvilket udgør 18 procent af alle ulykker.
Endnu mere alarmerende er det, at distraktion var en faktor i 30 procent af alle dødsulykker, svarende til 406 menneskeliv i 2024.
- Denne type kampagner er absolut nødvendige for at advare om risiciene ved distraheret og uopmærksom kørsel, understreger Cristóbal Cremades, provinstrafikchef i Madrid.
Udover de traditionelle vejkontroller vil myndighederne også anvende de 245 automatiske kameraer, der er installeret på landets veje. Disse kameraer kan blandt andet registrere, om en chauffør bruger en mobiltelefon, mens bilen er i bevægelse.
Mobiltelefonen er hovedproblemet
Den største kilde til distraktion er nemlig uden tvivl mobiltelefonen. Ved den seneste tilsvarende kampagne i oktober 2024 blev næsten halvdelen af alle bøder – 48,2 procent – udskrevet for netop denne forseelse. Det er en stigning på 10 procentpoint sammenlignet med året før.
Denne udvikling bekymrer eksperterne, især fordi en europæisk undersøgelse, ESRA-2023, viste, at spanske bilister har en lav risikovurdering i forhold til at bruge telefonen under kørsel. Hele 24,7 procent af de spanske bilister indrømmede at læse sms'er eller tjekke sociale medier, mens de kører.
En stor europæisk rapport fra European Road Safety Observatory (ERSO) bekræfter, at bilister udfører andre aktiviteter i op til halvdelen af køretiden, og at mobilbrug er en af de hyppigste årsager til distraktion.
Frivillige ofre sætter ansigt på faren
For at forstærke budskabet samarbejder trafikdirektoratet sammen med frivillige fra organisationen ASPAYM; en national forening for rygmarvsskadede og personer med fysiske handicap.
Disse frivillige, som selv har oplevet de livsændrende konsekvenser ved trafikulykker, deltager i vejkontroller i 18 provinser.
Deres formål er todelt: De skal hjælpe med at formidle budskabet om at reducere risikoadfærd, og samtidig fungerer de som et stærkt og synligt symbol på de uigenkaldelige følger, en trafikulykke kan have. Ved at stå ansigt til ansigt med bilisterne håber man at skabe et varigt indtryk, der gør et større indtryk end bøden.
Kan måske også interessere dig
Vueling forstærker sit vinterprogram - særligt på steder, hvor Ryanair har trukket sig ud
Vueling udvider med 400.000 flere sæder denne vinter.
Ryanair satser stort på Alicante med 16 basefly og nye helårs- og vinterruter
Udvider blandt andet på Sverige, mens man altså dropper Billund.
Vi laver torsdagens etape 6 i La Vuelta om til en opdagelsestur for dig i bil
Spændende tur gennem både Spanien og Andorra på godt 160 kilometer tager cirka tre timer i ren køretid +++ alle dine stop for at nyde …
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.