Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Endelig hjælp til flypassagerer

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 25/11/2013 - 10:31

Fly & trafik


Rigtig mange kender situationen, hvor man møder op i lufthavnen og strander der. Man er blevet ombooket, måske er flyet er forsinket eller hel...

Rigtig mange kender situationen, hvor man møder op i lufthavnen og strander der. Man er blevet ombooket, måske er flyet er forsinket eller helt aflyst. Det bliver nu nemmere at få erstatning i de situationer, men hvad er dine rettigheder egentlig?

 

I mange tilfælde har du nemlig krav på erstatning, hvis du bliver svigtet af selskabet, men det er ofte sket, at selskaber har løbet fra at betale erstatningen. Men det bliver sværere at gøre nu.

 

- Nu strammer vi op og siger, at når Trafikstyrelsen udtaler sig i klagesager, så skal udenlandske flyselskaber indrette sig efter det, siger transportminister Pia Olsen Dyhr til Ritzau.

 

Kan anmelde selskaber

Dermed bliver der åbnet for, at Trafikstyrelsen kan træffe bindende afgørelser, der kan være grundlag for en politianmeldelse. Tidligere kunne den kun komme med kritiske udtalelser, som selskaberne kunne ignorere.

 

- Jeg tror, at der er rigtig mange flypassagerer, som er frustrerede over ikke at få kompensation, selvom de har fået medhold fra Trafikstyrelsen, siger transportministeren til Ritzau.

 

Den nye ordning giver anledning til optimisme hos Dansk Luftfart.

 

- Der er ingen tvivl om, at ændringen vil have en effekt. Til gengæld bliver det en diskussion, om det generelt vil bringe de her sager ud af verden, siger branchedirektør Michael Svane. 

 

Du kan få kompensation, hvis du bliver nægtet boarding, dit fly er forsinket eller helt aflyses. Hvorvidt og hvor meget, du er berettiget til, afhænger af, hvor lang tid flyet er forsinket og om flyselskab og afrejse- eller ankomstlufthavn er Europæisk.

 

Du kan også henvende dig hos det private selskab Flyforsinkelse.dk, der hjælper almindelige mennesker med at få erstatning. Og det koster kun noget, hvis I vinder sagen. Læs mere her

 

Hjælp mod Goliat

Det kan være en jungle at finde rundt i regler, ansvar, rettigheder og pligter, når det handler om flyrejser. Men der findes faktisk et lettilgængeligt redskab, som i hvert fald svarer på de mest grundlæggende spørgsmål, og de fleste regler gælder for rejser i hele EU.

 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens lille film guider dig til, hvad du skal gøre, hvis der opstår problemer på flyrejsen. Se filmen længere nede i denne artikel.

 

Check ind i god tid

Først og fremmest skal du altid sørge for at være checket ind til den angivne tid, for at have retten på din side. Med 'god tid' er det ikke nok, at du stod i køen. Og så er det dit eget ansvar at holde øje med, om gate eller tider ændrer sig.

 

Regler for kontant kompensation gælder for forsinkelser af en vis varighed afhængig af rejsens længde:

  • Flyvninger på 1.500 km og derunder: Mindst to timers forsinkelse.
  • Flyvninger inden for EU på mere end 1.500 km og andre flyvninger på mellem 1.500 og 3.500 km: Mindst tre timers forsinkelse.
  • Alle andre flyvninger: Mindst fire timers forsinkelse.

 

Hvis dit fly er forsinket, har du krav på:

  • Måltider, der står i forhold til ventetiden samt to gratis telefonopkald eller e-mail.
  • Hotelophold, hvis du må overnatte, og transport til og fra lufthavn.

 

Hvis flyet er forsinket i over fem timer, har du krav på at aflyse turen og få pengene igen.

 

Og hvis forsinkelsen betyder at du misser dit næste fly, har selskabet eller rejsearrangøren ansvaret for, at du kommer hurtigst muligt frem til destinationen. Du kan også vælge helt at droppe turen, og så har selskabet ansvaret for at få dig tilbage til udgangspunktet samt give dig pengene tilbage.

 

Har din rejse består af to forskellige billetter købt uafhængigt af hinanden, er det dit eget ansvar at komme videre, så husk at sørge for at have god tid mellem de to flyvninger.

 

 

Krav ved aflysning

Du skal altid sørge for løbende at holde dig orienteret om ændringer, når du er på destinationen, så du ikke bliver skuffet, når du dukker op. Det er nemlig dit eget ansvar at holde dig opdateret.

 

Hvis flyet bliver aflyst, har du krav på – og du vælger selv - ny rejse eller billetprisen retur. Også selvom aflysningen skyldes noget, flyselskabet ikke er herre over som eksempelvis en generalstrejke (force majeure).

 

Økonomisk kompensation

Somme tider kan man faktisk også have krav på økonomisk kompensation ved aflysning, med mindre det skyldes force majeure. Du kan opnå kompensation på op til 600 euro – størrelsen afhænger af rejsens længde og forsinkelsens varighed.

 

Reglerne gælder for alle flyafgange fra et EU-land. De gælder også for flyafgange fra et land uden for EU, hvis destinationen er et EU-land, OG luftfartsselskabet er registreret i EU.

 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens video:

Læs mere om junglen her

 

Godt nyt for smartphone-passagerer

Strander du i lufthavnen, eller venter du forgæves på din kuffert, kan du bruge en app til at tjekke dine rettigheder på stedet. Det er EU-Kommissionen, der står bag smartphone-app'en til fly- og togtransport. Den kan bruges på: iPhone, iPad, Google Android, RIM Blackberry samt Microsoft Windows Phone 7, og den er tilgængelig på 22 EU-sprog.

 

Det betyder, at du kan tjekke dine rettigheder på stedet, hvis du skulle strande i lufthavnen, eller hvis du mister din bagage.

 

Hent app'en via denne QR-kode

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.