Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

EU vil aflive skattely

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 16/10/2013 - 11:06

Penge & Forbrug Samfund og Politik


Anmeldelse fra den spanske regering vedrørende skattely ser nu ud til at give pote. EU-kommissionen vil i dag se nærmere på den meget omdisku...

Anmeldelse fra den spanske regering vedrørende skattely ser nu ud til at give pote. EU-kommissionen vil i dag se nærmere på den meget omdiskuterede selskabsbeskatning på Gibraltar.

 

Den spanske regering indklagede i juni sidste år den ekstraordinært lave selskabsbeskatning på ”The Rock”. Spanien anmeldte de sydlige naboer for at ignorere et EU-direktiv om ”statslige ydelser”, skriver El País i dag.

 

Beslutning træffes i dag

EU-kommissionen skal i dag beslutte, hvorvidt man vil indlede en undersøgelse af skatteforholdene på Gibraltar. Det skal med andre ord vurderes, hvorvidt Klippe-regeringen overtræder EU-lovgivningen.

 

I så fald vil parterne få stillet en frist til at informere om sagen.

 

Den nye skatteordning på Gibraltar blev vedtaget i 2010 og trådte i kraft et år derefter. Med ordningen blev selskabsbeskatningen sat ned fra 22 til ti procent for selskaber, der havde skatteadresse på klippehalvøen.

 

Flere firmaer end folk

Der menes at være omkring 35.000 selskaber registreret på Gibraltar, selv om klippens samlede indbyggertal kun er på godt 29.000 – og her tæller vi altså både baby og bedstemor med.

 

En del af selskaberne er hjemhørende i Spanien, hvor aktiviteterne reelt også finder sted, men nyder godt af den lave selskabsbeskatning på Gibraltar.

 

I december sidste år udfærdigede en arbejdsgruppe under EU en rapport om den skattemæssige praksis på Gibraltar. Her blev det konkluderet, at reglerne på Klippen er skadelige på grund af skattemæssig konkurrenceforvridning med de øvrige medlemslande.

 

Ingen fornuftig grund til særregler

Der er med andre ord ”ingen fornuftig grund til at retfærdiggøre disse undtagelser”.

 

På baggrund af rapporten besluttede EU's økonomi-og finansministre på et ECOFIN-møde at arbejde videre med sagen og få elimineret særreglerne på Gibraltar.


En indledende undersøgelse af skatteforholdene på Gibraltar er dog ikke ensbetydende med, at der er fundet beviser for, at der reelt er tale om et skattely, skriver rtve.es i dag.

 

Ulovlig statsstøtte

Spaniens regering argumenterer, at den lave beskatning af indtægter fra renter og royalties på Gibraltar kan sidestilles med ulovlig statsstøtte, fordi den fritager selskaberne fra den generelle ordning for selskabsbeskatning. Det giver en særlig fordel for offshore-selskaber, der har specialiseret sig i denne type indkomste.

 

Allerede tilbage i 2004 erklærede EU-kommissionen skatteordningen på Gibraltar for ulovlig, og i 2011 – efter indførelse af den nye lave selskabsbeskatning – lød det igen fra EU-domstolen, at reglerne gav uberettigede fordele til offshore-selskaber, som ikke har ansatte på Gibraltar, men som ved en simpel postadresse bliver fritaget for skat.

 

Spørgsmålet er så bare, om Gibraltar er ved at løbe tør for plads på postkassen...

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.