Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Fald i antallet af dødsofre på vejene i Spanien

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 08/12/2025 - 08:54

Fly & trafik

Færre omkom på vejene i november.

Trafikdirektoratet DGT rapporterer om 81 dødsfald i november.

Det er et fald i forhold til samme måned sidste år, selvom der er mere trafik på vejene. Fokus rettes nu mod de særligt udsatte trafikanter.

Den 1. december offentliggjorde DGT sin månedlige ulykkesstatistik, og det viste altså, at 81 personer mistede livet i 76 dødsulykker på de spanske veje i november. Det er seks færre dødsofre end i samme måned i 2024. Faldet i antallet af omkomne sker på trods af en stigning i trafikken, hvor mobiliteten i november voksede med 5,49 procent.

I årets første 11 måneder er 1.024 personer omkommet på vejene. Det er 30 færre end i den tilsvarende periode sidste år, hvilket bekræfter en positiv nedadgående tendens i den generelle trafiksikkerhed.

Flere bløde trafikanter dør

På trods af det overordnede fald i dødsulykker, fremhæver DGT en bekymrende stigning i dødsofre blandt bløde trafikanter. I gruppen, der omfatter motorcyklister, fodgængere, cyklister og brugere af personlige mobilitetskøretøjer, blev der registreret seks flere dødsfald end i november 2024. Motorcyklister var særligt hårdt ramt med fem flere omkomne.

Antallet af omkomne på de landeveje faldt med ni personer i forhold til sidste år. Til gengæld så DGT en stigning i dødsfald som følge af frontale, bagfra- og multiple kollisioner, mens dødsfald ved sidekollisioner og ved ulykker som følge af udkørsel fra vejen faldt.

Husk det nu, for hulen!

Rapporten peger også på et tilbagevendende problem: Manglende brug af sikkerhedsudstyr. 

Seks af de omkomne i november benyttede således ikke de lovkrævede sikkerhedsanordning på ulykkestidspunktet. Fire bilister havde glemt selen, mens en cyklist og en motorcyklist kørte uden hjelm, da ulykken indtraf.

Den sorteste dag var søndag den 2. november, hvor otte personer omkom. Der var dog også fire dage, hvor slet ingen omkom i trafikken. 

DGT benytter lejligheden til at minde om vigtigheden af at bruge korrekt sikkerhedsudstyr og den obligatoriske brug af V16-lanternen til at signalere havarier. Netop det krav træder i kraft, når vi skriver 2026, så det er med at få købt den nu.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.