Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Far fængslet - igen

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 24/10/2011 - 11:38

Krimi og katastrofe


Isoleret fra omverdenen og hverken TV eller radio. Faderen til de to forsvundne, små børn blev fængslet igen fredag og nægtet adgang til nye...

Isoleret fra omverdenen og hverken TV eller radio. Faderen til de to forsvundne, små børn blev fængslet igen fredag og nægtet adgang til nye oplysninger fra eftersøgningen.

 

Dommeren, der leder efterforskningen af sagen om det forsvundne søskendepar i Córdoba, besluttede fredag at opretholde sigtelserne mod børnenes far, José Bretón. Han er under mistanke for ulovlig tilbageholdelse af børnene samt falsk anmeldelse. Dommeren henviser til faderens anmeldelse af børnenes forsvinden fra en legeplads i Córdoba den 8. oktober.

 

Eftersøgningen af de forsvundne børn fortsatte hele weekenden. Området er nu udvidet til en nærliggende losseplads, som blev gennemsøgt af et hold sporhunde lørdag, uden at der dog er dukket noget nyt op.

 

Bevidst manipulation af politiet

 

Sigtelserne mod Bretón er rejst på baggrund af afsløringer af, at hans mobiltelefon ikke befandt sig på legepladsen, på tidspunktet for børnenes forsvinden. Telefonen befandt sig på en byggegrund, der tilhører hans familie – men politiet mistænker nu, at Bretón, der er tidligere militærmand, kan have efterladt telefonen på grunden for at vildlede efterforskningen.

 

Dommeren besluttede fredag eftermiddag at fængsle José Bretón. Efter en grundig helbredsundersøgelse konkluderede fængselslægen, at den sigtede lider af mentale forstyrrelser, og at han bør formenes adgang til omverdenen. Lægen betegner Bretón som en oplagt selvmordskandidat og har derfor anbefalet, at han deler celle sammen med en anden indsat.

 

Ingen tårer og ingen dikkedarer

Nogle gange svarer han, men for det meste af tiden tier han stille. Han stirrer og slår ikke blikket ned, ingen tårer eller dikkedarer, intet had eller foragt for sin ekshustru, fordi hun ville skilles. Han er simpelthen ikke til at rokke ud af stedet, sige eksperterne til dagbladet El Mundo.

 

Under efterforskningen har politiet gennemsøgt bedsteforældrenes hus uden for Córdoba. I børneværelset lå der stakkevis af indpakkede gaver, billeder og legetøj. End ikke når betjentene viser foto af børnene, eller spørger ham direkte, om han har slået dem ihjel, har det nogen indvirkning. Lægerne vurderer, at det bliver vanskeligt at ”nå ind til ham”.

 

Politiet bekræfter, at sandsynligheden for at finde de to små børn på to og seks år i live, er stort set lig nul.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.