Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ung far likvideret på åben gade

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 27/06/2014 - 10:53

Krimi og katastrofe


Desperat kamp for at få sin datter med hjem til Fuengirola endte i koldblodigt drab. Onsdag blev den unge far likvideret på åben gade af to l...

Desperat kamp for at få sin datter med hjem til Fuengirola endte i koldblodigt drab. Onsdag blev den unge far likvideret på åben gade af to lejemordere.

 

Mordet blev begået i Comodoro Rivadavia i Argentina, da Domingo Expósito Moreno ville hente sin datter og tage hende med sig hjem til Spanien.

 

Morenos blev skudt fem gange i hovedet af en maskeret mand.

 

Bortførte pigen

Den 32-årige far kom fra Los Boliches, Fuengirola, hvor han arbejdede som tjener i en restaurant. Hans ekskone, der er fra Argentina, tog for fire år siden tilbage til sit hjemland med parrets fælles datter - uden farens accept.

 

Han boede sammen med pigens mor, indtil hun tog datteren med sig til Argentina, fortæller Morenos niece, Yésica, til avisen El Pentagónico

 

Moreno henvendte sig derefter til den lokale domstol og krævede at få lov til at se sin lille pige og fik medhold. Eneste krav var, at han skulle betale flybillet fra Argentina for både ekskone og datter. Han tog derfor til Argentina sammen med sin advokat for at blive genforenet med sin datter.

 

Han har forsøgt en gang tidligere - også med en dommerkendelse i ryggen - men da dukkede ekskonen aldrig op i lufthavnen. Hendes undskyldning var, at hun havde mistet sit pas. Denne gang havde Moreno sørget for at få lavet et pas til sin datter forinden, så der ikke kunne gå noget galt.

 

Men rigtig meget gik altså galt.

 

Koldblodigt mord

Ifølge politichefen i Comodoro Rivadavia, José De la Cruz Castillo, blev Moreno ramt af fire eller fem skud, netop som han var stået ud af sin bil.

 

- Det var ikke noget røveri. Det er koldblodigt mord, siger Yésica.

 

Der var kun tre dage til, at den dræbte skulle rejse tilbage til Spanien sammen med sin datter.

 

Drabet blev begået i kvarteret 9 de Julio, hvor Morena havde boet i flere dage, indtil han fik rettens godkendelse til at tage sin datter med sig til Spanien.

 

Flygtede i ventende bil

Han var i selskab med sin advokat og havde netop parkeret bilen i Calle Santa Cruz, da han blev overrasket af en maskeret person, der affyrede skuddene. Offeret faldt med det samme om i en blodpøl og var død på stedet.

 

Gerningsmanden hoppede ind i en ventende bil, og flygtede fra stedet, så dels har det været planlagt og dels var de mindst to om ugerningen.

 

Meget tyder på, at Morena inden skuddramaet havde anmeldt sin ekshustru for forsøg på at obstruere udleveringsansøgningen. Retten i Comodoro havde allerede givet en forhåndstilladelse til, at pigens far fik lov til at tage sin datter med sig tilbage til Spanien.

 

Efterforskningen er i fuld gang, men man har endnu ikke foretaget nogen anholdelser. Drabet virker dog ret professionelt udført, og man arbejder defor ud fra en teori om, at der er tale om to lejemordere. 

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.