Fart – en afgørende faktor i hver fjerde dødsulykke på vejene
Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 12/08/2025 - 08:23

Fly & trafik
Kontrolkampagne og 32 nye fartkameraer skal bremse den farlige udvikling.
Høj fart var medvirkende faktor i 24 procent af alle dødsulykker på de spanske veje i 2024.
Nu intensiverer myndighederne kampen mod farlig kørsel med nye kontrolforanstaltninger og teknologi.
Fart som hovedrisiko
Ifølge Trafikdirektoratet, DGT, var uhensigtsmæssig hastighed den tredjemest almindelige faktor i trafikulykker med dødelig udgang i fjor.
I alt 239 personskader kunne kædes sammen med for høj fart.
- Fart øger ikke kun risikoen for ulykker – den gør også konsekvenserne værre, understreger Francisco José Ruiz Boada, vicechef for mobilitetsstyring i DGT.
Europæisk fartkontrol i en uge
I hele sidste uge deltog Spanien i en europæisk kontrolkampagne arrangeret af European Roads Policing Network, RoadPol. Både Guardia Civil og lokale politistyrker skærpede overvågningen på risikostrækninger i byer og på landeveje, men der er endnu ikke kommet nogen melding om resultatet af kampagneugen.
Under den seneste fartkontrol-kampagne i april blev der i Spanien udstedt 93.881 bøder ud af 1.609.507 kontrollerede køretøjer.
Dette viser en vedvarende udfordring med hastighedsovertrædelser.
32 nye fartkameraer sat i drift
Som led i en plan om at installere 122 nye kontrolpunkter i 2025, er der netop taget 32 nye enheder i brug. Det drejer sig om syv faste radarer og 25 strækningsmålere.
De er placeret i regionerne Extremadura, Castilla y León, Madrid, De Kanariske Øer, Andalucien, De Baleariske Øer, Castilla-La Mancha, Asturias, Cantabria, Galicien og Comunidad Valenciana.
I den første måned vil fartbøller modtage en advarsel, men derefter følger der bøder. Alle lokationer er offentligt tilgængelige på DGTs hjemmeside og i navigationssystemer.
Erkender hastighedsovertrædelser
Undersøgelser viser en bekymrende tendens:
- Cirka 60 procent af spanske bilister indrømmer at køre for hurtigt på landeveje
- Knap 50 procent overskrider hastighedsgrænserne i byzoner
- Over 60 procent kører for stærkt på motorveje
Ifølge Det Europæiske Råd for Sikker Trafik står forkert fart direkte bag 10 til 15 procent af alle ulykker og 30 procent af dødsulykkerne.
Teknologisk hjælp til fartkontrol
Siden den 6. juli 2024 har alle nye biler i EU været forsynet med intelligente fartassistentsystemer, ISA.
Disse kombinerer GPS-data med kameraer, der genkender fartskilte, for at hjælpe føreren med at overholde hastighedsbegrænsningerne med eksempelvis at komme med en lille lyd, hvis det går for stærkt.
Kan måske også interessere dig
Over 6,9 millioner rejser forventes denne weekend
Rekordmange bilture forventes i spanske sommerferie.
Oversigten over Ábalos, Cerdáns og Koldos formodede bestikkelser
INDSIGT: Læs nærmere om optagelserne og kontrakterne, der efterforskes af UCO.
Lige nu får du perfekte vandmeloner og blommer - blandt meget andet!
Frugt og grønt i august, der får tænderne til at løbe i vand uden at koste kassen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.