Femstjernet naturperle

PrintPrint Share this
Else Byskov: Velkommen til et eldorado for enhver smag

Lad det være sagt med det samme: Mallorca byder naturmæssigt på næsten alt – og dertil en del kulturforbistring. For hvis man ikke har noget imod overalt at blive tiltalt på tysk - ja, så er Mallorca en udflugt værd. Men der findes også smukke og uberørte steder.

 

Tilgængelig for alle afhængig af de valgte oplevelser

 

Af Else Byskov, redigeret af Spanien i Dag

 

En skøn ø med stor naturmæssig variation. Du kan finde hvide sandstrande, krystalklart vand, vildsomme bjerge, fortryllende vige, fantastiske naturhavne, dramatiske klippekyster, uspolerede landsbyer, hårrejsende hårnålesving og et udbygget netværk af vandrestier, som kan føre dig gennem hele herligheden til fods.

 

Havets farve og sigtbarhed ligner næsten noget fra Thailand

 

Mini-Tyskland

Har du ikke tidligere besøgt Mallorca, kan det absolut anbefales at tage et smut derover, for der er masser af fantastiske ting at opleve. Men man skal være forberedt på, at Mallorca nærmest ikke længere er en del af Spanien, men nu kan tælles blandt de tyske Bundesländer. En massiv tilstrømning af tyskere har gjort, at øens hovedsprog er tysk, og man må være forberedt på, at der serveres Schnitzel, Bratwurst mit Pommes og Bier i strømmevis.

 

Tyskerne har lært mallorkinerne at servere Kaffee und Kuchen

 

For det storsindede menneske, som ikke lader sig slå ud af lidt tysk kulturimperialisme, ja så har øen meget at byde på. Og for den, der elsker kaffe og kage, er det et sandt eldorado, for tyskerne har lært mallorkinerne at servere Kaffee und Kuchen – det kan man få alle steder og hurra for det.

 

Smuk hoved-by

Smukke Palma de Mallorca

 

Et besøg på Mallorca må nødvendigvis starte i Palma, som jo er øens hovedstad og tilmed er en flot by med en fin gammel kerne, en fantastisk katedral og et virvar af smalle gader med butikker og restauranter i overmål. Gå en tur på må og få i gaderne, og smut ind på Plaza Mayor og oplev atmosfæren.

 

Plaza Mayor i solskin

 

Et besøg i katedralen og i L’Almudaina, det gamle arabiske fort, som i dag er Kong Juan Carlos' residens, når han besøger øen, slipper du ikke udenom, og desuden bør mdu se La Llotja; den gamle børsbygning, markedet og Palacio Solleric; et rigmandspalads fra 1700-tallet.

 

Katedralen oplyses om aftenen og skinner som guld

 

Katedralen set indefra

 

Desuden kan du gå en dejlig tur langs med Palmas østlige strandpromenade, hvorfra du kan beundre bugten og strandlivet. Her er der en stor koncentration af tyskere, så man skal være forberedt på, at alt står på tysk, og at der udfolder sig, hvad man vist kan kalde et 'Ballermanisleben'. Men det er jo også en slags kultur.

 

En af de mange fantastiske bugter

 

Vi havde lejet en bil til vores fire dages besøg på Mallorca, for nu skulle vi se hele øen godt og grundigt. Vi startede med at køre vestpå til Andratx og slog først et slag ned til Port d’Andratx, hvor vi var så heldige at falde over Spaniens bedste croissanter i Forn La Consigna. De var stadig lune og ubeskriveligt gode - så gode, at de må have fem ud af fem mulige point.

 

Port d'Andratx

 

Dansk galleri

Således opmuntrede fortsatte vi op til byen Andratx for at bese det kunstcenter, som Patricia og Jacob Asbæk – grundlæggere af Galleri Asbæk i København – har bygget lige uden for byen.

 

Det er et stort kompleks, som nærmest ligner et kloster udefra, og der er både en permanent og en skiftende udstilling, butik, bibliotek, restaurant og ferielejligheder.

 

Fra en af de fortryllende 'happenings' der holdes på kunstcentret

 

Det var Asbækkernes tanke at skabe et sted, hvor kunstnere kunne komme for at arbejde, og publikum skulle så have mulighed for at se dem i aktion. En del af bygningen er helliget et udstillingslokale for de lokale kunstnere.

 

Det var sjovt at se kunstcentret, for der er investeret en masse millioner i projektet, og hvis man synes, det kunne være sjovt at bo der, kan man leje en lejlighed. Se www.ccandratx.com og se under 'collector’s apartments'.

 

Tramuntana

 

Imponerende og lodret

Fra Andratx tog vi kystvejen nordpå gennem bjergkæden Tramuntana. Det er en flot og stærkt snoet vej, som fører på langs af bjergkæden, og der er masser af fantastiske kig ned over klippekysten, hvor bjergene mange steder går lodret ned i vandet. Denne bjergvej er et yndet mål for cyklister, som kommer fra hele Europa for at køre i disse imponerende bjerge.

 

Cyklister, der holder en lille pause

 

Der var cykelhold fra adskillige tyske byer, som var på træningsferie her, og de fyldte godt op på vejen, så den visse steder var vanskelig at komme frem på. Vi gjorde holdt i flere af de små bjergbyer for at beundre udsigten og strække benene.

 

Skønne Valldemossa

 

Chopin på kloster

Valldemossa er lidt af et turisttrækplaster, fordi byen har en enestående placering mellem bjergene og alligevel ganske tæt på Palma, som man i klart vejr kan skimte mod syd. Men byen er især blevet berømt, fordi Frédéric Chopin og George Sand tilbragte en vinter der i 1838-39. De boede på klosteret La Cartuja, hvor de havde fået lov at leje et par celler - det var før der fandtes hoteller på øen.

 

Klosteret La Cartuja

 

George Sand har skrevet en både sjov og interessant beretning om deres ikke alt for lykkelige ophold på øen under en meget kold vinter. Bogen 'En vinter på Mallorca' kan anbefales på grund af det tidsbillede, den tegner af øen og dens befolkning, før der var noget, der hed turisme.

 

Chopins celle

 

I dag kan man se de celler, som det berømte par boede i, og du kan købe en CD med de præludier, som Chopin komponerede der bl.a. det berømte regndråbe-præludium - det regnede nemlig umanerligt meget den vinter.

 

Et besøg på La Cartuja er et must, dels fordi det er interessant at se klosterets interiør, og dels fordi man levende kan forestille sig, hvordan det var at bo der. Man må ikke fotografere inde i cellerne, men haven udenfor må man gerne forevige. I dag er det en prydhave, men dengang var det en nyttehave, hvor man dyrkede både urter til klosterets apotek og grøntsager, naturligvis.

 

Haven uden for Chopins celle

 

Efter klosterbesøget var vi blevet sultne, og nu syntes vi, at der skulle være fest, så vi gik ind på det femstjernede Hotel Valldemossa for at spise. Hotellet er både dyrt og dejligt. Vi fik dejlig mad og kom af med cirka 70 euro for to retter samt dessert og vand, men det var pengene værd. Hvis du har lyst til at lade sparepengene rulle og lade dig forkæle i skønne omgivelser, kan du passende tage et ophold der. Se mere her: www.valldemossahotel.com

 

Hotel Valldemossa set fra hotellets pool

 

Stjerner og skøn natur

Og nu skulle vi videre til Deiá, som er kendt, fordi Michael Douglas, Catherine Zeta Jones og andre berømtheder har bolig der. Bjergbyen er egentlig ganske uanseelig, men der er en flot vandretur ned til Deiás vig, og byens beliggenhed er fantastisk. Især er der en flot udsigt oppe fra kirken.

 

Maleriske Deiá

 

Puerto de Soller er også et must at besøge, for det må være en af verdens bedste naturhavne. Havnen ligger i en vig, der er næsten helt lukket ude ved indsejlingen med kun en lille hul, så det er en perfekt havn. Der er ret så ”turistet” med masser af hoteller, restauranter, butikker og boder, men gå alligevel en tur langs med stranden og se på livet.

 

Puerto de Soller set fra oven

 

Flot og betagende med sporvogn

En gammel togbane går gennem appelsinlunde fra Palma til Soller, og derfra kan man komme med en gammel sporvogn til Puerto de Solle. Så hvis du ikke har bil, er det en flot og betagende dagsudflugt. Fra Puerto de Soller går der små både ud til kløften Sa Calobra, som er et naturfænomen, man også SKAL se.

 

En af de charmerende gamle sporvogne på vej til Puerto de Solle

 

Vi tog bilen ned ad den stærkt snoede vej til Sa Calobra, men som sagt kan man også sejle dertil. Når man er kommet ned, må man stille bilen, og så går der en fin sti hen til ”hullet” ved Sa Calobra, som er en vild og stejl kløft. For at komme ind i kløften må man gennem et par tunneller, som er hugget ud i klipperne, og til sidst kommer man ud på en dejlig sandstrand. Herfra kan man se kløften i al sin vælde, og det er muligt at gå et stykke ind i den.

 

Sa Calobra set fra en af hulerne

 

En af de flotte 'laguner' i Sa Calobra

 

Det tager to dage at køre turen gennem Tramuntana fra syd til nord, hvis man skal se alle herlighederne. Vejen hen mod Sa Calobra er en rigtig bjergvej, som går gennem et vildt og forrevet landskab, hvor der er masser af vandrestier og masser af øde strækninger.

 

Det mindede mig mest af alt om Hardangervidde, så sig ikke, at der ikke findes vilde og uberørte steder på Mallorca. Det er også her, at Mallorcas højeste punkt findes: Puig Major på 1.445 meter, men det ligger i et militærområde og må ikke bestiges. Øv!

 

Shhhhhhh - træerne vokser

Fantastiske Puig Major

 

Det ser ud til at mallorkinerne passer godt på deres natur, for vi kom til et sted, hvor der var plantet nye træer og hvor der stod: ”Silencio. Arbolitos creciendo”, vær stille – de små træer vokser. Ja, fred og ro skal der til.

 

Lidt nord for Puig Major kommer man pludselig fri af bjergene og en betagende flot vej med en mild hældning fører nedad mod Pollença og Puerto de Pollença, som er endnu en flot naturhavn.

 

Skønne Pollença

 

Mallorcas yderste nordspids hedder Cap de Formentor, og turen derud er en køretur på omkring 20 kilometer fra Puerto de Pollença ad en smal bjergvej. Men også Cap Formentor er et must, for det er bare flot. Ude på spidsen ligger fyrtårnet, og der er der også et udskænkningsted.

 

Var der nogen, der sagde stejlt? Udkigsposten på Cap Formentor

 

På vejen tilbage til Palma passerer vi byen Alcúdia, hvor der har boet mennesker siden 2.000 år f. K. Byen blev indlemmet i Romerriget i år 123 f.K. og der er masser af arkæologiske rester i og under byen, samt fine museer og gamle thermer. Det er en lille historisk perle. Semere her:  www.alcudia.net

 

En af de gamle gader i Alcúdia

 

I dag er der en fin gammel bykerne med middelaldermure omkring, men syd for byen er turismen eksploderet i et hurlumhej af McDonald, Pizza Hut, Burger King og disco, som nok kan betegnes som lidt for meget. Det er her, englænderne holder til, så vi må sige, at tyskerne og englænderne pænt har delt øen mellem sig.

 

En anden side af Alcúdia - stadig hyggelig, men mere moderne

 

Har aldrig set mage

Vores sidste dag på Mallorca bruger vi på at udforske østkysten. Vi starter nede i den sydlige ende og bliver meget overraskede over den lille perle af en naturvig med havn kaldet Cala Figuera. Her har en dyb revne i klippekysten skabt en unik naturhavn omsluttet af ret stejle klipper på begge sider, og der er skabt et lille havnemiljø, som jeg aldrig har set magen til og som absolut er en udflugt værd.

 

Det lille havnemiljø - Cala Figuera

 

Vi gik hele vejen rundt om vigen og op til fyrtårnet. Herfra er der en fantastisk udsigt ned til de små øer Cabrera og Cornills, som ligger der mod syd og ser forjættende ud.

 

Vi kiggede lige ind i nogle flere af småhavnene på østkysten, men de var mere turistede og kunne ikke måle sig med Cala Figuera. Som kronen på vores Mallorcatur vandrede vi op på bjerget Sant Salvador på 510 meter, hvor der ligger en kirke og et kloster.

 

Udsigt fra Sant Salvador

 

Herfra kan man se ud over hele øen, tværs over den centrale slette og hen til bjergkæden Tramuntana, som rejser sig mod vest. Således havde vi afslutningsvis et flot vue ud over denne fantastiske ø.

 

Tak til Else Byskov

 

Er der go'e hemmelige steder på Mallorca, som ikke er med her, så skriv en mail til:

 

Tilbage

style="display:block"
data-ad-client="ca-pub-7996506960608988"
data-ad-slot="1277262159"
data-ad-format="auto">


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque