Fest på alle gadehjørnerne

PrintPrint Share this

Forleden var det hele Danmark og fredag aften var det hele Spanien, der holdt vejret.Ville det blive frustration eller fest? Det blev til fest med sang, fyrværkeri, badning i fontæner og kravlen op i statuer.

 

Spanien og Chile snuppede fredag de to sidste pladser i ottendedelsfinalerne. Spanierne slog Chile 2-1 i Pretoria og indtog tillige førstepladsen i Gruppe H med en bedre målscore (4-2 mod Chiles 3-2). Det betyder, at Spanien på tirsdag den 29. juni skal møde Portugal i ottendedelsfinalen kl. 20:30 på Green Point Stadium i Cape Town. Som nr. to i gruppe H får Chile æren af at møde Brasilien.

 

Villa udnyttede målmandsfejl

David Villa fjernede midt i 1. halvleg noget af presset fra sig selv og holdkammeraterne, der skulle vinde for at være sikre på avancement. Han udnyttede en kæmpebrøler af chilenernes målmand Claudio Bravo. Bravo stormede ud af sit mål for at bremse en fremstormende Fernando Torres helt ude i spaniernes venstre side, men han trillede bolden lige hen i fødderne på David Villa, der sendte bolden i en blød bue i det tomme mål fra 35-40 meters afstand. Et pragtfuldt mål. For øvrigt spiller målmand Bravo til daglig i Real Sociedad, der er rykket op i La Liga i Spanien.

 

13 minutter senere kom de spanske europamestre på 2-0 ved Andres Iniesta, der var tilbage efter en kort skadespause. Barcelona-spilleren fik en god aflevering fra Villa og udplacerede Bravo med et fladt skud. Samtidig blev Chile reduceret til ti mand, idet Marco Estrada blev præsenteret for sit andet gule kort. Den mexicanske dommer Marco Rodriguez mente, at Estrada havde hægtet Torres før Iniestas fuldtræffer.

 

Herefter kunne spanierne tage det hele mere roligt, og det gjorde de ved at holde på bolden på egen banehalvdel. De kørte de chilenske angribere trætte. Men straks efter pausen reducerede Chile dog til 2-1 ved den netop indskiftede Rodrigo Millar, hvis skud fra kanten af feltet ramte et spank ben, skiftede retning og derved snød målmand Iker Casillas.

 

Schweiz i frustration

Det startede så godt for Schweizerne, da de indledningsvis og overraskende slog Spanien med 1-0. Men i går aftes var Schweiz ikke var i stand til at besejre Honduras i Bloemfontein, hvor det endte 0-0.

 

I hele første halvleg behøvede schweizerne blot et enkelt mål for at overhale Chile på andenpladsen med en bedre målscore, men straks efter pausen blev kravet til Schweiz fordoblet, med Chiles scoring.

 

Ottmar Hitzfeldts schweiziske hold pressede hårdt på mod Honduras, der levede af kontraløb, men ingen af holdene var i stand til at score. Mens schweizerne nu må vende hjem, så er samtlige fem sydamerikanske VM-deltagere klar til slutfasen. Udover Chile er det Argentina, Brasilien, Uruguay og Paraguay.

 

Kvartfinale?

Vinder Spanien over Portugal i ottendelsfinalen, skal Spanien spille kvartfinale mod vinderen af ottendelsfinalen mellem Paraguay og Japan. Den kamp vil finde sted lørdag den 3. juli kl. 20:30 på Ellis Park Stadium i Johannesburg.

Ottendedelsfinalerne ser således ud:

 Uruguay-Sydkorea, USA-Ghana, Tyskland-England, Argentina-Mexico, Holland-Slovakiet, Brasilien-Chile, Paraguay-Japan og Spanien-Portugal.

Se flere nyheder i temaet

Tilbage

style="display:block"
data-ad-client="ca-pub-7996506960608988"
data-ad-slot="1277262159"
data-ad-format="auto">


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque