Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Flere går i sort

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 31/10/2013 - 01:00

Penge & Forbrug


Staten går hvert eneste år glip af mange milliarder euro, der kører under skattevæsnets radar. Trods øget fokus bliver det faktisk kun vær...

Staten går hvert eneste år glip af mange milliarder euro, der kører under skattevæsnets radar. Trods øget fokus bliver det faktisk kun værre år for år.

 

Ifølge El Confidencial drejer det sig om mindst 80 milliarder – omtrent det samme beløb, der sidste år blev opkrævet i selskabsskat. Eller sagt på en anden måde: Sort økonomi udgør i dag 28 procent af BIP – så det er ikke småpenge, vi taler om.

 

Ikke meget tyder på, at regeringen har haft held til at bekæmpe den sorte økonomi. I 2006 udgjorde sort økonomi 19,6 procent af BIP, i 2010 hele 24 procent og nu altså 28.

 

Hvorfor så udbredt?

Årsagen er dels mindre brug af de elektroniske betalingsmidler, men også krisen får mange til at gå i sort. Flere firmaer har droppet elektroniske overførsler for ikke at betale kommissioner, og andre har hævet grænsen for beløbets størrelse.

 

Men også stigende skatter bærer sin del af skylden, vurderer El Confidencial. Højere skat får flere til at tænke sort - specielt i krisetider, hvor det er marginaler, der udgør forskellen mellem tab og fortjeneste.

 

Eksperterne anbefaler, at skattevæsnets får bedre styr på skattely, for det er her, de store formuer ligger og luner sig.

 

”Vi oplever en ændring i skattesnyderiet i form af mere sofistikerede metoder, når det gælder store formuer”, fremgår det af rapporten, som peger på off-shore som den største penge-vaskemaskine.

 

En anden mulighed er at eliminere de store 200- og 500 euro-sedler. I Spanien udgør de hele 76 procent af den samlede pengecirkulation, mens de i resten af Europa udgør mindre end halvdelen.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.