Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Flyselskab ramt af cyberangreb

Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 25/11/2025 - 06:44

Fly & trafik

Kundeoplysninger er kompromitteret.

Spaniens største flyselskab har anmeldt et hackerangreb til Guardia Civil efter uautoriseret adgang til en database.

Det er Iberia, der har været udsat for et cyberangreb, hvor hackere har fået adgang til en ekstern database med kundeoplysninger. Selskabet har straks meldt hændelsen til Guardia Civils centrale operative enhed, Databeskyttelsesagenturet, og det Nationale Institut for Cybersikkerhed. 

Iberia understreger, at angrebet på ingen måde har påvirket flysikkerheden eller de operative systemer.

Hvilke data er stjålet?

Ifølge en talsmand for flyselskabet skete angrebet på et kommunikationslager, som er hostet og administreret af en tredjepart. 

Oplysningerne i dette system beskrives som "begrænsede og ikke-operative". De data, som hackerne har fået fat på, omfatter kunders for- og efternavne samt e-mailadresser. I mindre omfang er også telefonnumre og Iberia Club-medlemsnumre blevet kompromitteret.

Selskabet forsikrer dog, at der ikke er stjålet komplette eller brugbare betalingsoplysninger, og at ingen adgangskoder til Iberia-konti er blevet afsløret. Selvom nogle reservationskoder til fremtidige flyvninger også er udsat, er der ikke i øjeblikket tegn på, at der er foretaget svigagtig aktivitet med dem.

Forholdsregler og henvendelse til kunder

Iberia har allerede taget kontakt til de berørte kunder og har implementeret yderligere sikkerhedsforanstaltninger. En af disse er indførelse af totrinsbekræftelse, hvilket betyder, at kun kunderne selv kan administrere deres reservationer fremover.

Selskabet beklager de gener, denne hændelse måtte forårsage for deres kunder, og man har aktiveret et gratis telefonnummer, 900 111 500, hvor kunder kan rapportere enhver usædvanlig aktivitet, mistanke eller problemer. 

Iberia opfordrer kunder til at være ekstra opmærksomme på uanmodede e-mails og beskeder, der udgiver sig for at være fra selskabet.

Kan måske også interessere dig

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.