Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Fortsat usikkerhed for flypassagerer

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 10/08/2010 - 12:51

Samfund og Politik

Tusindvis af turister krydser fingre for, at Spanien ikke bliver ramt af en storkonflikt blandt landets 1.800 flyveledere.

Tusindvis af turister krydser fingre for, at Spanien ikke bliver ramt af en storkonflikt blandt landets 1.800 flyveledere.

Først på torsdag vil flyvelederne beslutte, om der skal indkaldes til strejke eller ej. Strejken vil dog tidligst kunne træde i kraft ti dage efter varslingen, det vil sige fra den 22. august.

Selv om vi snart er halvvejs gennem august, er der stadig mange, der ikke har booket deres flyrejse. Kun 30 procent af de turister, der rejser med fly, har booket på forhånd. Resten venter til sidste øjeblik.
Nogle turister har dog valgt at rejse hjem før tid, for at slippe for eventuelle forsinkelser og aflysninger.

Hotelbranchen på Costa del Sol frygter, at håbet om en belægningsprocent på 85 procent går i vasken, hvis flyvelederne beslutter at nedlægge arbejdet.

Rejsebureauernes sammenslutning i Sydspanien, la Asociación Empresarial de Agencias de Viajes de Andalucía (Aedav) siger, at flyveledernes trussel om at nedlægge arbejdet i slutningen af måneden kan betyde, at mange vælger at rejse hjem før tid.

"Der er grund til at være bekymret, for omsætningen i august er helt afhængig af, om der bliver strejke eller ej. Alle har ret til at forsvare deres arbejde, men ikke på denne måde, og turismen er det eneste, der fungerer i Spanien "siger Joaquín Fernández Gamboa, næstformand i Aedav.

Udfaldet af mødet på torsdag blandt flyveledernes forbund vil også være afgørende for, om tusindvis af turister vælger at holde ferie et andet sted. Tre ud af fire spanske turister, der har ferie i sidste halvdel af august, har endnu ikke booket deres rejse.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.