Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Frustrerede boligejere: løs det!

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 19/05/2014 - 11:41

Bolig


Mange tusinde familier på De Kanariske Øer lever af at leje deres bolig ud til turister, men nye regler har kriminaliseret mange af dem. De ud...

Mange tusinde familier på De Kanariske Øer lever af at leje deres bolig ud til turister, men nye regler har kriminaliseret mange af dem. De udlejer nu i hemmelighed eller har helt fjernet boligen fra markedet, og det giver både færre og dyrere boliger til turisterne.

 

Formanden for ø-styret, Paulino Rivero, havde sidste uge et møde med talsmand for foreningen af ferieboliger, Asociación Canaria del Alquiler Vacacional (Ascav), Doris Borrego, om en løsning på problemet med ulovlig ferieboligudlejning.

 

Bøder på 60.000 euro

Problemet er at der i den seneste lovgivning på området ikke er vedtaget klare regler for privat udlejning af ferieboliger til turister, hvilket i praksis betyder, at der kan vanke bøder på op til 60.000 euro.

 

Der er i løbet af de seneste 12 måneder udstedt over 7.500 bøder på mellem 18.000 og 60.000 euro for ulovlig udlejning, og det har fået mange til at droppe udlejning eller leje ud ved brug af udenlandske bureauer på Internettet. Det er vanskeligere at lokalisere for turistmyndighederne og det spanske skattevæsen.

 

En stor del af udlejningen på Kanarie-øerne er privat. Hver tiende turist, der ankommer til en af de kanariske øer, vælger privat indkvartering frem for hoteller og andre turistkomplekser, skriver Laprovincia.

 

Meget stor andel

Det betyder, at helt op mod 1,3 millioner turister årligt finder ferieboligen på nettet i stedet for de etablerede rejsebureauer og hoteller. Mange familier på De Kanariske Øer lever udelukkende af lejeindtægter og betaler skat, selv om udlejningen - ifølge lejeloven - ikke er lovlig.

 

- Indtægterne fra den private udlejning er på cirka en milliard euro om året, siger Borrego, formanden for foreningen af private udlejere.

 

Det svarer til mere end en tredjedel - 34 procent - af alle ansatte inden for branchen. Den private udlejning står for 33 procent af den samlede omsætning på De Kanariske Øer, hæver Borrego.

 

Hun anslår, at helt op mod 53.000 familier lever af at udleje deres boliger. Foreningen har indtil videre skaffet 19.228 underskrifter på kravet om en regulering af den private udlejning, så den falder ind under lovens rammet.

 

Imod privat udlejning

Hotelejere og repræsentanter for turistbranchen er for en stor del imod den private udlejning, som, de mener, er konkurrenceforvridende mod de etablerede virksomheder.

 

Der er også et stort problem med registrering og kontrol med private ferieboliger, hvilket betyder, at lejeren ikke er sikret under opholdet.

 

Der er heller ingen kontrol eller opsyn med de sanitære forhold, brandsikkerhed og svimming-pool. 

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.