Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Godt nytår - kys mig i røven!

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 08/02/2011 - 13:11

Penge & Forbrug


En sjofel nytårshilsen var årsag til, at chefen for trafikdirektoratet i Palencia i mere end 30 år forleden fik sparket ned ad rangstigen –...

En sjofel nytårshilsen var årsag til, at chefen for trafikdirektoratet i Palencia i mere end 30 år forleden fik sparket ned ad rangstigen – kun to måneder inden han skulle på pension.

Efter at have sendt mails frem og tilbage mellem trafikdirektoratets hovedafdeling og afdelingen i Palencia, blev Manuel Esteban Figueroden den 1. februar forvist til en lavere post. Der kan han så sidde, lige indtil han går på pension den 1. april.

 

 

Det var en underdirektør i trafikvæsenets hovedafdeling, Aurora Cedenilla Díaz, der var bagmanden til den sjofle hilsen.

Hun sendte kort inden årsskiftet en noget opsigtsvækkende nytårshilsen ud til ansatte og kolleger, hvori der stod: ”Godt nytår - kys mig i røven” (Feliz Año. Chúpame un huevo).

Hilsnen fik Manuel Esteban Figueroden til at gøre store øjne, og ikke nok med det; han besluttede også at sende en reprimande til sin overordnede over det upassende sprogbrug.

”Det hører i bedste fald kun hjemme i en lukket kreds af nære venner,” anførte Palencias trafikchef i sin klage.

 

Sæbeopera

Men det skulle han aldrig have gjort. For der gik ikke lang tid, før han fik en ukærlig hilsen fra trafikdirektoratets aller øverste boss, selveste generaldirektør Pere Navarro.

Navarro tog personligt telefonen og ringede til sin underordnede medarbejder i Palencia. Her irettesatte han i klare vendinger, at det var upassende at kritisere en overordnet, og at han som straf kunne vælge at gå af eller 'afsone' sine sidste to måneder i embedet på en ubetydelig post længere nede i systemet.

Manuel Esteban valgte begge dele. Han indgav sin afskedsbegæring og blev forflyttet til en afdeling, hvor han nu passer fotokopimaskinen.

 

Men her slutter historien ikke

To konservative kongresmedlemmer fra Palencia blev så fortørnede over Navarros optræden, at de tog sagen op i kongressen i Madrid. Her bad de trafikdirektoratets generaldirektør komme med en forklaring på, hvad de kalder for et klart eksempel på 'magtmisbrug fra en overordnet embedsmand.'

Hvad han svarede er endnu ikke kendt.

Den bortviste Manuel Esteban har arbejdet 49 år og ti måneder indenfor trafikvæsnet, hvoraf de sidste 30 år var som chef i Palencia.

Men derfor skal man jo altså ikke tro, at man er sikker i sit embede og da slet ikke, når der står en ventende folkepension på spil.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.