Granadas ældste romerske oliventræer troner endnu
Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 23/09/2025 - 08:21

Mad & Vin Oplevelser
Levende historie i Valle de Lecrín.
I hjertet af Granada-provinsen ligger den fortryllende dal Valle de Lecrín, som er hjemsted for et levende vidnesbyrd om historien: Monumentale, hundreder af år gamle oliventræer.
Nogle af dem blev plantet af romerne for mere end 2.000 år siden!
Disse vældige træer, der stolt har modstået tidens tand, er blevet et symbol på naturens modstandsdygtighed og udgør i dag en stor turistattraktion.
Levende monumenter fra Romerriget
Disse naturens ærværdige oldinger er sande naturmonumenter og troner over 15 meter op i vejret. Når man bevæger sig gennem landsbyerne Béznar, Nigüelas, Pinos del Valle og Murchas, møder man oliventræer af en størrelse og en alder, der er sjælden selv for Spanien.
De robuste træer har gennem århundreder udholdt alt fra hård vind og frostkolde vintre til tørkesomre, ja og endda krige. På trods af alle prøvelser producerer de stadig oliven hvert år - især af sorten picual.
Historien lyder, at romerne allerede i det andet århundrede måtte importere olie fra Spanien, hvor olien fra Hispania havde et fremragende ry. For at fremme handelen ophævede kejserne skatter for private handlende i olie, hvilket stimulerede dyrkningen yderligere.
Den arabiske indflydelse over de næste 800 år forfinede avlen, især i Guadalquivir-dalen.
Traditioner og enestående kvalitet
Oliventræerne i Valle de Lecrín producerer en olie med en exceptionel smag. Dens kendetegn er en tyk, snoet og ofte hul stamme, som er et resultat af århundreders vækst. Træerne er utroligt modstandsdygtige og kan overleve lange tørkeperioder og andre barske vejrforhold. De er et ikon for den middelhavskultur, som olivenolien er en central del af.
Tilbage i tiden brugte olivenhøstere metoder som 'ordeno', hvor man plukkede frugten direkte fra træet med hånden, eller 'vareo', hvor man med lange stænger bankede grenene, så frugterne faldt ned på tæpper, der var bredt ud under træet. Efter høsten blev frugterne renset manuelt for blade og sten og transporteret med dyrekræfter til oliemøllerne.
I Valle de Lecrín findes der stadig spor af denne rige historie. Den berømte Almazara La Erilla i Nigüelas er en oliemølle fra det 12. århundrede, som i dag er omdannet til et uddannelsescenter. Visse af dens dele menes at stamme fra iberisk-romersk tid.
I dag er virksomheden Aceites Navarro García i Nigüelas kendt langt ud over Spaniens grænser for sin fremragende ekstra jomfruolie og økologiske produkter, som har vundet adskillige nationale og internationale priser.
En anden kendt oliemølle findes i Pinos del Valle. Denne bys olie opnåede endda berømmelse i Vatikanet, takket være kardinal Juan José Bonel y Orbe, som blev født i byen den 17. marts 1782.
Disse historiske rødder og den uovertrufne kvalitet gør Valle de Lecrín til et unikt rejsemål for enhver, der er interesseret i kultur, historie og gastronomi.
Kan måske også interessere dig
Europas ølstjerner: Tre spanske byer i top 10
Her er listen til dig, der bare elsker en kold bajer!
Tortilla-løb for ægte majs - Uventet strandgæst - Universets sande mirakel - Nagbærende fugle
Kort og godt om lidt af hvert i tekst, billeder og video …
Cykelløbet i morgen, hvor vi vil savne Jonas
Få indsigt i de syv etaper samt start- og målbyerne med inspiration til egne oplevelser.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.