Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Grumsomt mord efter trekantsdrama: Lokkede ny kæreste i fælde

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 12/11/2025 - 07:00

Krimi

Mand anholdt for drab på ekskonens nye kæreste.

Guardia Civil har anholdt en mand for et meget voldeligt drab på en 42-årig mand fra Puente Genil i Córdoba. 

Det skriver politiet i en pressemeddelelse tirsdag.

Den uhyggelige sag startede, da liget af offeret blev fundet den 2. november i en grøft på en afsidesliggende vej i nærheden af Alpandeire i Málaga. 

Liget var delvist afklædt og viste tydelige tegn på vold, så politiet indledte en omfattende efterforskning for at identificere den afdøde og finde gerningsmanden.

Afslører et trekantsdrama

Efter at have identificeret offeret som den 42-årige mand fra Puente Genil, talte politiet med hans familie. Her blev det afsløret, at offeret for nylig havde indledt et forhold til en kvinde og var flyttet hjem til hende. 

Da politiet efterforskede kvindens omgangskreds, opdagede de, at hendes eksmand ejede en bil, der matcher den model, som politiet mistænkte var blevet brugt til at køre liget væk. Den 6. november anholdt politiet derfor eksmanden.

Det brutale drab og efterdønningerne

Under efterforskningen kom det frem, at offeret faktisk har boet sammen med den mistænkte i flere dage i den bolig, som den mistænkte delte med sin ekskone. 

Efter denne fælles boligperiode tilbød den mistænkte at køre offeret til togstationen i Gaucín. Men i stedet for at køre ham til stationen, kørte han ham til et afsidesliggende sted, hvor han angreb ham med et slagredskab. 

Gentagne gange slog han manden i hovedet og på ryggen, indtil manden var død. Herefter smed gerningsmanden liget i bagagerummet, som han i forvejen havde foret med plastik for at skjule sporene. Han opbevarede liget i sit hjem, indtil han kørte ud og smed det i grøften i Alpandeire, hvor det senere blev fundet.

For at vildlede efterforskningen brugte han offerets mobiltelefon efter drabet og kastede den senere bort i et krat. Han smed også plastikken fra bagagerummet og offerets tøj i en skraldecontainer og gemte slagvåbnet på en grund i Gaucín. Men politiet fandt det efterfølgende, og det var naturligvis fyldt med afgørende retstekniske spor. 

Den anholdte har tilstået forbrydelsen i overværelse af sin advokat, og han er efterfølgende blevet varetægtsfængslet. Drab har en strafferamme på 10-15 år, og da det tydeligvis var planlagt, havner vi nok i den høje ende.

Kan måske også interessere dig

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.