På kanten igen

PrintPrint Share this
På opfordring tager vi til lille charmerende by på toppen

Endnu engang tager Spanien i Dag Weekend dig en tur med på kanten. Vi skal mere specifikt til byen Castell de Guadalest, der ligger på toppen af en klippe med skøn udsigt og masser af oplevelser – her finder du alt lige fra fangekælder og torturredskaber til lydløs sejlads og 20.000 salt- og peberbøsser.

 

Tilgængelig for dig med bentøjet i orden

 

 

Hov, men I mangler jo...

Sidste weekend var temaet også Spanien på kanten, og her skrev en læser til os:

 

Godt Nytår til Jer allesammen!
Herlig artikel - kun mangler jeg Guadalest - kunne I ikke tage en tur derop, så jeg kan vise vore venner den? Vi var forbi for nogle år siden, men havde 2 dårligt gående med, og da vi ikke vidste præcis, hvordan det er med adgangen, kørte vi forbi. Og benene er ikke blevet meget bedre, så vi nøjes med los Fuentes de Algar - de er også flotte, omend noget mere overskuelige!
Venlig hilsen
 Bodil Hansen

 

Og at Guadalest mangler, kan vi da kun give Bodil Hansen ret i. Det råder vi derfor bod på nu. Se bykort i bunden af artiklen for overblik over turen.

 

200 indbyggere byder på mange attraktioner

Lille landsby af arabisk oprindelse

 

På toppen af en over 500 meter høj klippe ligger den lille middelalderlige by Castell de Gaudalest – i daglig tale bare kendt som Guadalest. Den brostensbelagte landsby er af arabisk oprindelse og er de fleste steder ganske velbevaret.

 

Byen er meget lille, men meget velbesøgt og populær blandt turister. Med en størrelse på kun 16 kvadratkilometer og ikke meget mere end 200 indbyggere er turismen faktisk stort set det eneste erhverv i byen – den overlever på restauranter, museer og sine mange andre attraktioner.

 

En af byens fine brostensbelagte gader

 

Guadalest er beliggende i bjergene nordvest for Benidorm, så vi befinder os altså på Costa Blanca i Alicante-provinsen.

 


Vis stort kort

 

Uforlignelig udsigt fra ruin-slottet

Vi starter turen i Guadalest ved Castillo de San José – slottet, som der i dag ikke er meget tilbage af, men som alligevel fortjener et besøg. Ikke mindst på grund af den flotte udsigt.

 

For at komme frem til slottet er det nødvendigt at gå tværs gennem en klippe – heldigvis gemmer der sig en naturlig tunnel der, og en lille del af byen gemmer sig også på denne side. Tunnelen kendes som Puerta de San José og deler de to bycentre.

 

Puerta de San José, som man skal igennem for at nå op til slottet

 

Det betagende slot på toppen, der gemmer sig på den ene side af Puerta de San José, er en del af en maurisk fæstning fra det 11. århundrede.

 

Der er trapper og gelænder for dem, der ikke er så sikre på benene

 

Selve fæstningen, L’Alcozaiba, har en skøn udsigt til det store vandreservoir, men det eneste, der egentligt er tilbage af fæstningen, er et restaureret tårn. Vandreservoiret leverer vand til området ved Marina Baixa, og her kan du tage på en skøn lille sejltur, men det vender vi tilbage til.

 

Til højre ser man, hvad der er tilbage af fæstningen L'Alcozaiba

 

Gammelt hus og ekko fra klokketårnet

Heller ikke meget af slottet har overlevet de mange hårde år med blandt andet brand og borgerkrig. Alligevel er udsigten hele besøget værd. Man kan falde helt i staver over den betagende og maleriske panoramaudsigt over de smukke omgivelser. For at komme til slottet og fæstningen skal man en tur gennem Casa Orduña, der også bør kigges på.

 

Slottets ruin-rester og en betagende udsigt

 

Peñon de la Alcalá tårner sig op ved slottet

 

Lige ved siden af gemmer sig klokketårnet, der er blevet et yndet vartegn for Guadalest. Fra højt oppe over landsbyen ekkoer dens toner ud over de omkringliggende dale.

 

Klokketårnet, som er et must på udflugten

 

Lidt længere oppe finder du byens kirke. Den blev bygget mellem 1740 og 1753, men blev alvorligt brandskadet under borgerkrigen. Ved siden af gemmer sig en lille, forsømt kirkegård. Kirkegården er den højest beliggende i Spanien, og også her er der en imponerende udsigt over dalen.

 

Et blik ind i kirken Nuestra Señora de la Asunción

 

Kirkegård med udsigt...

 

 

Lille fin butik ved kirken med spansk producerede varer og italienske ure

 

Besøg i det uhyggelige fangehul

Men det er ikke kun den rene idyl. Som en del af rådhuset, der ligger ved tæt på kirkegården, er der et gammelt fængsel hugget ud af klippen. Fængslet, som er kendt som Gaol, befinder sig i kælderen og bliver ikke længere brugt, men det er med sit uhyggelige fangehul bestemt et besøg værd.

 

Det er fra det 12. århundrede og anses som værende af både historisk og kunstnerisk værdi, og der er åbent for alle besøgende.

 

Var det noget med en tur i fængsel?

 

Hvis du går tilbage via tunnelen i klippen, Puerta de San José, kommer du til den anden, nedre del af byen, El Arrabal.

 

Den fine udsigt gennem Puerta San José, når du skal ned igen...

 

Den nedre del af byen er den mere moderne del - og dog...

 

Guadalest by night

 

Finurlige museer for enhver smag

I det 'moderne' El Arrabal gemmer sig langt de fleste af byens mange museer. Eksempelvis har den lille landsby et dukkemuseum, et motorcykelmuseum, et torturinstrumentmuseum og et salt- og peberbøsse-museum. For bare at nævne et par stykker!

 

Salt- og peberbøssemuseet er det eneste af sin slags i Europa, og her kan du se på flere end 20.000 salt- og peberbøsser fra hele verden. Det kan du læse og se mere om her.

 

Der er nok at se på i salt- og peberbøssemuseet

 

I Guadalest finder vi også museet Microminiatura. Her ses alt igennem forstørrelsesglas – for eksempel kan du opleve en (meget lille) Frihedsgudind inde i en nål og Goyas ’La Maja Desnuda’ på vingen af en flue. Her kan du læse om alle museerne i Guadalest.

 

Et af byens mange museer - her findes der både mikroskopiske og gigantiske ting!

 

Måske er du mere til et udvalg i gamle, flotte dukkehuse?

 

Middelalderlig charme i turistet landsby

Guadalest er, - som mange andre byer, der overlever på turisme - fyldt med souvenirbutikker, der sælger alskens håndlavede og lokale ting – lige fra sød honning til stærk spiritus og alt muligt derimellem.

 

Butikkerne i byen har masser af charme

 

Alligevel har landsbyen formået at bibeholde sin middelalderlige charme med de små gader og hyggelige restauranter. Kom gerne fra morgenstunden, hvis du vil undgå at blive alt for forstyrret af horderne. Det store turist-rykind starter sidst på formiddagen.

 

Hyggeligt torv i Guadalest

 

Bådtur i fortryllende turkist

Udsigten ligner næsten et maleri

 

Hvis du har ekstra tid, kan du tage på en bådtur nede ved vandreservoiret, der med sin fortryllende turkise farve giver en skøn oplevelse. Ombord på Barco Solar, der er en 100 procent soldrevet og 12 meter lang katamaran, får du en næsten lydløs tur, når båden glider gennem vandet – så her er der en stille og rolig tur i vente.

 

Rolig, lydløs og soldrevet tur i den kunstige sø

 

Der er også mulighed for at tage på en lille picnic i de grønne område. Hvis du er til vandreture, kan du her finde forskellige stier med forskellige sværhedsgrader. Hvis du er til noget lidt vildere, kan du også komme ud at klatre. Her ser du flere eksempler på gode steder at klatre mod toppen – helt ude på kanten.

 

Smukt ser det ud...

 

Rigtigt god fornøjelse - og husk at holde tungen lige i munden, når du nærmer dig kanten. Tak til Bodil Hansen for inspirationen til artiklen.

 

Har du forslag til, hvor vi skal tage hen med Spanien i Dag Weekend, kan du skrive en kommentar herunder.

 

Bykort og seværdigheder

1: Turistkontor (lige ved parkering), 2: Mikro-gigantium-museum, 3: Torturmuseum, 4: Dukkemuseum, 5: Motorcykel- og bilmuseum, 6: San José Slottet, 7: Udkigspunkt, 8: Vandreservoir, 9: Udkigspunkt, 10: Alcozaiba Fæstningen, 11: Kirketårn, 12: Indgang gennem bjerget, 13: Rådhus, 14: Kirke, 15: Miniature-museum

 

 

Kommentarer

Hej
Hvad med Comares? Har I aldrig set den fra bagsiden?? Den ligger som en fæstning deroppe og er utrolig hyggelig...
Kan anbefale en gåtur rundt om byen.

Tilbage

style="display:block"
data-ad-client="ca-pub-7996506960608988"
data-ad-slot="1277262159"
data-ad-format="auto">


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque