Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Guds tjener er butikstyv

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 29/09/2011 - 10:50

Krimi og katastrofe


Ikke alle rettroende er lige ærlige. En præst fra den Gamle Katedral i Cádiz havde lidt for lange fingre, lidt for få penge og åbenbart en ...

Ikke alle rettroende er lige ærlige. En præst fra den Gamle Katedral i Cádiz havde lidt for lange fingre, lidt for få penge og åbenbart en stor trang til at gå i andet end præstekjole.

 

Måske den langfingrede præst bare trængte til lidt luksus, efter at have hængt ud så længe i den gamle katedral...

 

Præsten er netop blevet dømt for at have at have stjålet mærkevarer fra et El Corte Inglés-varehus.

 

José R.L, som ud over at fungere som præst også er åndelig leder for de to broderskaber, der holder til i katedralen, tilstod sine synder over for dommeren. På grund af at det blev kørt som en ren tilståelsessag, slap han for fængselsstraf og kunne nøjes med at betale en bøde på 800 euro. Men hvad det betyder for hans gerning som guds tjener, vides endnu ikke.

 

Mærkevare-præst

Tyveriet blev afsløret af varehusets sikkerhedsvagt, som fattede mistanke til præsten, da han var på vej ud af centret. Det viste sig, at præsten havde rapset to bluser, to skjorter og en jakke til en samlet værdi af ca. 1000 euro i sin taske, så der har altså været tale om mærkevarer. Det hele lå i præstens taske, og han havde ikke betalt for noget af det.

 

Sikkerhedsvagten siger, at det ikke er første gang, han afslører præsten i at stjæle fra forretningen. Tidligere havde centrets ledelse dog besluttet ikke at anmelde præsten, da der kun var tale om tyveri af begrænset værdi. Men denne gang stoppede gaveboden altså.

 

Præsten venter nu på at Biskoppen i Cádiz træffer beslutning om, hvad der skal ske i sagen.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.