Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ingen fremtid uden nutid

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 22/05/2012 - 11:30

Penge & Forbrug Samfund og Politik


Der er ikke meget fest og farver over Spanien i disse år. Hele landet er præget af en kollektiv depression, og hver fjerde børnefamilie lever...

Der er ikke meget fest og farver over Spanien i disse år. Hele landet er præget af en kollektiv depression, og hver fjerde børnefamilie lever under fattigdomsgrænsen.

 

Mere end en tredjedel af indbyggerne er ifølge sociologer og psykologer så påvirkede af den økonomiske krise, at de i højere grad lider af angstanfald, vredesudbrud og depression.

 

Generel frygt

- Disse mennesker føler ikke, de har nogen fremtid og derfor heller ingen nutid, siger Enrique Gil Calvo, sociologiprofessor ved Madrids Complutense-universitet.

 

- Det er en generel frygt, og årsagerne at svære at komme udenom: Økonomien styrtdykker, og på fire år er antallet af arbejdsløse steget fra 1,8 millioner til omkring 5,5 millioner, siger Gil Calvo til dagbladet El País.

 

Det er først og fremmest arbejdsløse, unge og børnefamilier, der er hårdt ramt i disse tider.

 

På randen af social eksklusion

- Middelklassen har mistet job, eller indtægterne er faldet drastisk, og selvstændige har måttet dreje nøglen om. Mere end en tredjedel af befolkningen står på randen af social eksklusion, lyder den dystre beskrivelse fra sociolog Daniel Kaplún.

 

Og det er faktisk de helt basale fornødenheder, der er problemer med i dag. Ifølge fader Ángel fra den kristne NGO 'Fredens Budbringere' er sult i dag et reelt problem for over en million spaniere. Og spørger man Røde Kors, skønner man, at op mod tre millioner ikke har råd til at dække de basale behov.

 

Rige lever bedre i krisen

En fjerdedel af spanske børnefamilier har mindre end 15.000 euro om året. Det er omkring 2,2 millioner børn og forældre – eller godt 200.000 flere end for to år siden. Indtil for nylig var de mest udsatte befolkningsgrupper pensionister og enlige over 65, men billedet er nu ændret, så de hårdest ramte er småbørnsfamilier og unge under 25 år.

 

13 procent af alle børn og unge under 18 år lever i absolut fattigdom, hvilket betyder, at de har mindre end 10.000 euro om året. Ud af de 27 EU-lande bliver det kun overgået af Bulgarien og Rumænien.

 

Paradoksalt nok lever den sidste tredjedel, nemlig de mest velhavende spanske familier, bedre under krisen. Deres købekraft er steget, fordi priserne på varer og serviceydelser er faldet. Biler, boliger, rejser og flere luksusvarer er billigere nu end før krisen, og en række dagligvarer er også faldet i pris.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.