Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

IVA-reduktion: Aspirin mod lungebetændelse

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 23/08/2011 - 11:44

Bolig


De professionelle tvivler på, hvor stor en effekt nedsættelsen får på de cirka 20.000 nyopførte boliger i Málaga Provinsen, der endnu ikke...

De professionelle tvivler på, hvor stor en effekt nedsættelsen får på de cirka 20.000 nyopførte boliger i Málaga Provinsen, der endnu ikke har fundet sin ejer. En dansk mægler foreslår en fuldstændig omlægning af ejendomsbeskatningerne

 

I dag behandler Parlamentet regeringens seneste forslag om - blandt andet - nedsættelse af IVA'en (momsen) fra otte til fire procent, når man køber en nyopført bolig.

Læs artiklen: Super-nyhed til boligkøberne
 

Kreditbremse

 

Men når man spørger de professionelle, er de ikke sikre på, at virkningen bliver så super igen.

Violeta Aragón er generalsekretær for foreningen af byggefirmaer og promotorer i Málaga. Hun fortæller, at størsteparten af de usolgte boliger i provinsen ligger i området mellem Marbella og Estepona, hvor der allerede er givet rabatter på op mod 40 procent. Der er ikke de store salgsproblemer med de bedst beliggende boliger – for eksempel direkte til Middelhavet. Men i baglandet er det svært og handlen strander som regel på, at køberen ikke kan få et boliglån.

 

Ejendomsmæglerne

Den betragtning er formanden for ejendomsmæglerforeningen i Málaga, Cayetano Rengel, enig i.

- Hovedproblemet i at sælge de nyopførte boliger er det enkle, at køberne ikke kan få finansiering i bankerne. Nyheden om IVA-nedsættelsen er god, men den er ikke god nok til at genstarte markedet, siger Cayetano Rengel.

Mange banker har overtaget tusindvis af boliger fra nødlidende byggefirmaer, og de prioriterer finansieringen til købere, der overtager bankens boliger.

- Banker skal åbne deres pengekasser, før der for alvor sker noget på salget af boligerne.


Hvad siger en dansk ejendomsmægler?

Ana García og Finn Wissenberg er indehavere af Wissgar Estates

 

Finn Wissenberg, Wissgar Estates, i Marbella:

- Nedsættelsen af IVA'en skal nok vise sig at have en vis effekt i de kommende måneder. Men hvad så efter ordningens udløb med udgangen af december? Der kan vi uden tvivl forvente en ny nedgang i salget af nye boliger, ligesom ordningen i de næste 4 måneder formentlig også vil have en negativ effekt på salget af brugte boliger.


Derudover mener Fin Wissenberg, at Spanien generelt har brug for et mere mobilt boligmarked. Derfor er en permanent omlægning af boligskatterne nødvendigt.

- Det skal være billigere at skifte bolig, og samtidig skal staten sikres en større løbende indtægt på ejerboliger. Skatten på ejerskifte bør nedsættes på permanent basis for alle boligtyper, og den årlige ejendomsskat bør sættes i vejret. Det er efter vores mening den eneste holdbare løsning på lang sigt, slutter Finn Wissenberg.


Arkitekterne

Dekanen for arkitektkollegiet i Málaga, Antonio Vargas, hilser nedsættelsen velkommen. Han mener at initiativet helt klart vil animere de mennesker, der netop nu reelt er i markedet for at købe, til at træffe beslutningen inden årets udgang.

- Man skal være glad for tiltag, der sætter gang i boligmarkedet. Men nedsættelsen af IVA'en er som at give en aspirin til en patient med lungebetændelse, siger Antonio Vargas
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.