Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Katastrofe for spansk turisme

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 10/03/2011 - 11:45


Det er svært at plukke en skaldet høne. Udsigten til en storkonflikt i lufthavnene vækker alvorlige bekymringer i turistsektoren. Der er simp...

Det er svært at plukke en skaldet høne. Udsigten til en storkonflikt i lufthavnene vækker alvorlige bekymringer i turistsektoren. Der er simpelthen ikke råd til, at turisterne bliver væk.

 

Sektoren frygter, at strejkevarslet blandt personalet i lufthavnenes driftselskab AENA (Aeropuertos Españoles y Navegación Aérea) vil få flere tusinde turister til at ændre ferieplanerne og afbestille deres hotelværelser på spanske destinationer som Costa del Sol, Costa Brava, Mallorca og De Kanariske Øer.

 

Frygten for en lammelse af lufthavnene bekræftes af den delegation, som netop i disse dage gør fremstød for Costa del Sol på turistmessen ITB (International Turist Bureau). Delegationen er rejst til Berlin for at indgå nye aftaler med tyske rejseselskaber og står nu med de værst tænkelige kort på hånden under disse forhandlinger. En lufthavnsstrejke vil spænde ben for at kunne sende flere tyske turister sydpå.

 

Skaden er sket

Luciano Alonso, den andalusiske turist- og handelsminister, er ikke desto mindre overbevist om, at udviklingsministeriet, ledelsen af AENA og fagforeningerne når frem til en løsning inden Påske, hvor de første strejker ellers er varslet.

Men uanset hvad der sker, så vil konflikten give store tab for turistsektoren, der af alle kræfter forsøger at få flere tyske turister til at vælge Spanien frem for andre rejsemål.

 

- Hvis vi sætter os selv i turisternes sted, vil de færreste bestille et ferieophold på Costa del Sol, når der er fare for protester i lufthavnene. De frygter at skulle tilbringe ferien i en lufthavnsterminal i stedet for badestranden, udtaler Luciano Alonso til dagbladet Sur.

 

Han håber, at parterne tager denne situation til efterretning, når de i dag torsdag mødes i Madrid for at finde en løsning på konflikten.

 

Sidste år landede 546.940 passagerer fra Tyskland i Málagas lufthavn. Det er en vækst på tre procent i forhold til 2009.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.