Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Krise opløser køer

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 09/04/2014 - 09:11

Fly & trafik


Hvis det er godt, at der er kortere kø og færre trafikpropper i spanske storbyer, så er økonomisk krise lige sagen.

Hvis det er godt, at der er kortere kø og færre trafikpropper i spanske storbyer, så er økonomisk krise lige sagen.

 

Omfanget af trafikpropper i hele Spanien er nemlig dykket med næsten to tredjedele siden starten af finanskrisen, lyder det i ny rapport fra motorforening i Catalonien.

 

Med den voldsomme arbejdsløshed har indbyggerne ikke længere råd til at tage bilen, så der er langt færre biler på vejene. Kriseramte familier tager kun bilen, når det er strengt nødvendigt , og mange er blevet tvunget til at sælge deres bil for at reducere omkostninger.

 

Undersøgelsen er foretaget af den catalanske Royale Automobil Club, RACC, og viser, at omfanget af trafikpropper i og omkring Spaniens største byer er reduceret med 63 procent siden 2010.

 

Rapporten beregnede det antal timer om året som bilister ”normalt” tilbringer i trafikpropper i spanske byer.

 

Her er det værst

Bilbao, der er relativt lidt ramt af arbejdsløshed og krise, har de fleste trafikpropper. Her spilder hver bilist i gennemsnit to timer om måneden - eller en hel dag hvert år - på at sidde i kø. Madrid kommer lige efter med 23 timer om året i kø.

 

Barcelona kommer ind på en femteplads, efter at der er sket en 76 procent reduktion i den tid, bilisterne sidder i kø, så det nu kun er 15 timer om året.

 

Bilisterne i Sevilla og Zaragoza spilder en time og 20 minutter om måneden svarende til 16 timer om året, mens folk i Valencia sidder i kø i 11 timer og 24 minutter hvert år.

 

Alle lande i EU har i øvrigt bemærket, at der er færre biler på vejene. Lige med undtagelse af Luxembourg, hvor omfanget af trafikkøer er steget fra 2010 til ​2013 med hele ti procent.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.