Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Mordsigtet far løsladt - ingen beviser

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 21/10/2011 - 12:46

Krimi og katastrofe


Trods tre dages intensiv eftersøgning er der ikke fundet nye beviser mod faren til de to små børn, som nu har været forsvundet i snart to ug...

Trods tre dages intensiv eftersøgning er der ikke fundet nye beviser mod faren til de to små børn, som nu har været forsvundet i snart to uger.

 

Fredag morgen blev José Bretón på ny kørt til dommerkontoret i Córdoba for at afgive forklaring, men meget tyder på, at han bliver løsladt på grund af manglende beviser. Sigtelsen opretholdes dog, da politiet stadig er overbevist om, at faderen har været involveret i sagen.

 

Psykisk uligevægtig

Anklagerer kræver, at der bliver lavet en rekonstruktion af forløbet omkring børnenes forsvinden for at prøve at få afklaret faderens modstridende forklaringer.

 

Bretóns advokat og forsvarer, José María Sánchez de Puerta, mener, at faderens modstridende oplysninger skyldes ”psykisk uligevægt”.

 

Kold, ligeglad og helt rolig

Børnenes far, der var den sidste, de så sine børn i live, har under sagens efterforskning udvist en 'atypisk og besynderlig' adfærd, siger kilder inden for politiet. Mange har hæftet sig ved den usædvanlige 'ro og kulde', der har præget farens adfærd. Det er meget unormalt i sådanne sager, siger kilder i politiets efterforskning.

 

Men Bretóns forsvarer har en forklaring på, hvorfor sagen har fået den kolde skulder fra faderens side. José Bretón er tidligere militærmand og var i 1990'erne udstationeret i Bosnien, og det er forklaringen på hans atypiske opførsel, siger forsvareren, der nævner ”mental forstyrrelse” som forklaring på sin klients adfærd.

 

Faderens underlige og ligefrem ligegyldige opførsel kom i dén grad frem i går. Under afhøringen bad han flere gange om at få noget at spise og krævede blandt andet at få pizza. Han spurgte også om, hvor længe ”dette her” ville vare, da der var en fodboldkamp, han ville se.

 

Fars forklaringsproblemer

Der er tale om mindst fire konkrete modstridende oplysninger om børnenes forsvinden. På et tidspunkt fortalte han, at han sad på en bænk i parken, da børnene forsvandt, på et andet, at han var ved at parkere bilen, men da han efterfølgende fik at vide, at der var videooptagelse af ham, hvor han var alene, løb han tør for forklaringer.

 

Desuden viser gps-aflæsninger fra hans mobiltelefon, at han slet ikke befandt sig i nærheden af parken, men var hjemme hos sin far på det tidspunkt, hvor børnene – ifølge faderen selv – forsvandt.

 

I takt med at dagene går, svinder håbet om, at de to små børn nogensinde bliver fundet i live.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.