Nadal i historisk sejr
Skrevet af Pia Bruun, tir, 14/09/2010 - 09:03
Sport & hobby
Spaniens tennis-darling, Rafael Nadal, levede op til favoritværdigheden, da han vandt finalen i US Open i tennis over Novak Djokovic med 6-4, 5-7,...
Spaniens tennis-darling, Rafael Nadal, levede op til favoritværdigheden, da han vandt finalen i US Open i tennis over Novak Djokovic med 6-4, 5-7, 6-4, 6-2.
Det var Nadals første US Open-triumf, og han skriver sig dermed ind i historiebøgerne som den syvende herrespiller nogensinde, der har vundet en såkaldt career grand slam - altså vundet alle fire grand slam-turneringer.
Resten af selskabet består af de amerikanske tennislegender Don Budge og Andre Agassi, australierne Rod Laver og Roy Emerson, briten Fred Perry og schweizeren Roger Federer.
24-årige Nadal har tidligere vundet French Open fem gange, Wimbledon to gange og Australian Open en enkelt gang. Han er samtidig den næst yngste tennisspiller, der nogensinde har vundet US Open. Rekordindehaveren er Budge, som i 1938 løb af med pokalen i en alder af bare 22 år.
Den meget velspillede US Open-finale, der strakte sig over seks lange timer, blev afbrudt af regnbyger ved stillingen 4-4 i andet sæt over Arthur Ashe Stadium i New York. Finalen var i forvejen blevet udsat fra søndag til mandag aften på grund af regnvejr.
Rafael Nadal eller ”Rafa”, som han også bliver kaldt, blev født den 3. juni i Manacor på Mallorca og er nevø til den tidligere fodboldstjerne Miguel Ángel Nadal. Han har været under hård træning af sin onkel, siden han var bare fire år og lærte den usædvanlige evne at spille med venstre hånd, selv om han egentlig er højre-håndet.

Nadal nåede op på et meget højt niveau i en ung alder og deler sammen med den svenske tennislegende Björn Borg rekorden for at have vundet flest titler som teenager.
Kan måske også interessere dig
Etaperne i Volta a Catalunya 2026
Få det store overblik over Jonas Vingegaards udfordringer i Nordspanien.
AFSTEMNING: Hvilken af de to herrer sympatiserer du mest med?
Et spørgsmål, som de fleste spaniere i disse dage tager stilling til.
Bogstaveligt talt en rejse tilbage til middelalderen, men kun én gang om året
I hjertet af Sierra de Cádiz blander maurere og kristne sig med dig og mig til en sjov weekend.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.



















