Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Når livet ændrer sig på et splitsekund

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 11/06/2022 - 07:00

Klumme

En lille dansk drengs død efter en drukneulykke er blot én af de historier, der er svære for en redaktion.

For det første bliver vi selv meget berørte af en sådan tragedie. Vi tænker vel som de fleste andre først på, at det kunne være sket for én af vores egne nære.

Tankerne koncentreres dog hurtigt på chokket og sorgen for forældrene, den lille drengs søster og andre pårørende blandt familie og venner.

Fra vi blev bekendt med ulykken lørdag eftermiddag, var vores fingre krydsede i håb. Indtil vi tirsdag fandt ud af, at lægerne havde kæmpet forgæves for Milas, der om kort tid ville være blevet tre år.

Vi har omtalt - og omtaler - den ulykkelige sag i håbet om, at Milas' død vil give mening som advarsel til andre om, at kombinationen af små børn og swimming-pools er uheldig.

Den kan også være et tip til, at det kan være godt at lære børn at svømme allerede som babyer. Det er dog slet ikke sikkert, at det havde hjulpet i Milas tilfælde. Vi kender jo ikke de nærmere omstændigheder.

Vores tanker vil fortsat være med Milas' forældre og pårørende i sorgens svære tid.

Andre splitsekunder

Som både far og morfar må jeg jo erkende, at man nok permanent går med en vis nervøsitet for, at der skal ske noget med ens børn eller børnebørn. Eller andre kære. At man er glad, når natten falder på, og man ikke har fået nogen opringninger.

For jeg har jo oplevet sådanne opringninger tidligere. Opringninger, hvor hjertet springer op i halsen efter en pludselig besked om en indlæggelse.

Splitsekundet, der forhåbentlig ikke kommer

Jeg må også indrømme, at jeg allerede i en måned inden, Rusland invaderede Ukraine, permanent har haft hjertet siddende i halsen.

Mit håb gik på, om de stærke kræfter dog ikke kunne udvise en smule fleksibilitet og forhindre krigen, der jo har udviklet sig til en sand tragedie for næsten alle. Og så har vi end ikke set de fulde konsekvenser endnu.

Hvis Putin var utilregnelig inden invasionen, er han formodentlig ikke blevet mindre utilregnelig nu. Med Ruslands store atomarsenal sidder frygten permanent i mig for...

et nyt splitsekund!

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt

Kommentarer

I jeres omtale af en lille drengs tragiske drukneulykke, er det værd at bemærke - uagtet at heller ikke jeg kender omstændigheder til fulde - at der i Spanien ikke er en lov eller regelsæt, der regulerer sikkerheden for privat swimmingpools, så som beskyttende hegn.
Jeg, der er bosiddende i Andalucía er dybt berørt af denne ulykke. Jeg vil være glad, hvis en af 'Amigos' journalister kunne bidrage med oplysninger om, hvorledes jeg og ligesindede kunne virke for, advokere for og presse politikerne for at vedtage en sådan lovgivning. mvh Patricia Williams-Hansen
Svar
Det ville være gavnligt for forståelsen af krigen mellem Rusland og Ukraine, hvis man indhentede de faktiske oplysninger om konfliktens årsager tilbage til 2004, mens det er uden mening alene at give Putin skyld for de ulyksalige overgreb på Ukraine, der har modtaget uendelig støtte fra Rusland i årene forud for invasionen. MSM og den offentlige mening er præget af ensidighed og uvidenhed.
Svar
Kan ikke være mere uenig!

En eventuel tidligere hjælp uanset omfang og hensigt, berettiger vel ikke Rusland til at smadre et andet land og dets befolkning til ukendelighed.

Efter min mening, kan der ikke findes en eneste undskyldning for Putin og hans kumpaners fremfærd og trussel mod verdensfreden. Faktisk syntes jeg, at det er totalt skammeligt, at tage Rusland i forsvar i en sag, hvor et land blot har ønske om at bestemme sin egen fremtid.
Svar
Jeg tror ikke, vi kan være uenige i invasionens voldsomhed og utilsigtede ødelæggelser. Men jeg opfordrer stadig til, at man sætter sig dybere ind i årsagerne og de interne omvæltninger og politiske sammensætning i Ukraine, og den ukrainske stats forkastelige overgreb på det russiske mindretal i Donbass-regionen siden 2014 og en lang række forhold af folkeretlig karakter, der endelig fik Putin til at agere. Der er alt for meget i historien, som folk ikke er opmærksomme på, og som ville ændre synet på den sag. Zelenskijs "kamp til sidste mand" minder i høj grad om en tidligere despots hensynsløse udsagn i 1945 og fører til samme resultat; hans eget folks lidelser, hvor forhandling ville afbøde. Men det vil USA og Zelenskij ikke.
Svar
Ingen årsag berettiger dét der sker nu.
Svar
Jeg har ikke mere at tilføje, end det jeg skrev som svar på dit tidligere indlæg!
Svar

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.