Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nepotisme eller tilsvining?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 06/04/2011 - 11:42

Samfund og Politik


Det socialistiske parti i Andalusien chokerer nu med endnu en skandalesag. Nepotisme og kammerateri var tilsyneladende kutyme, da Manuel Chaves ...

Det socialistiske parti i Andalusien chokerer nu med endnu en skandalesag. Nepotisme og kammerateri var tilsyneladende kutyme, da Manuel Chaves var boss.

 

Nye afsløringer viser, at den tidligere andalusiske regeringsleder Manuel Chaves' søn, Iván Chaves, fik scorede ordrer for millioner fra den andalusiske regering – sjovt nok i præcis den periode, hvor far sad på regeringsposten.

 

Et firma, som var ledet af en tidligere samarbejdspartner til Iván Chaves, fik i løbet af en seks-årig periode tildelt kontrakter for i alt 5,9 millioner euro.

Otte udvalg under den andalusiske regering indgik annoncekampagner med mediefirmaet Mediasur, hvis direktør er Rafael Sánchez-Zaragoza Iribarnegar; tidligere samarbejdspartner til den andalusiske regeringsleders søn, Iván Chaves.

 

Internetportalen El Confidencial nævner som eksempel, at den andalusiske regering betalte 28.000 euro til Iván Chaves for at fremlægge en rapport om olivenoliens gode egenskaber.

 

Svineri!

Manuel Chaves afviser pure beskyldningerne mod hans familie og er klar til at tage sagen op i retten. Han mener, at sagen er en del af en politisk tilsvinings-kampagne mod ham og hans familie, som har til formål at svække det socialistiske regeringsparti.

 

Men ikke nok med det.

 

Chaves hævder, at beskyldningerne mod hans søn er baseret på oplysninger i en stak dokumenter, som sidste måned forsvandt fra et arkiv på hans søns kontor. Tyveriet blev anmeldt til politiet i Nervión i Sevilla den 8. marts.

 

Ifølge anmeldelsen er der forsvundet vigtige dokumenter og kontrakter ,som vedrører Iván Chaves' virksomhed. Både søn og far er tilbageholdende med oplysninger, men kræver at der bliver foretaget en grundig undersøgelse af omstændighederne omkring tyveriet.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.