Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ny retsbygning til ingen verdens nytte

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 08/03/2011 - 11:53

Krimi og katastrofe


Den nye retsbygning 'Ciudad de la Justicia' i udkanten af Málaga skulle fjerne de mange forsinkelser i behandlingen af retssager ved pr...

Den nye retsbygning 'Ciudad de la Justicia' i udkanten af Málaga skulle fjerne de mange forsinkelser i behandlingen af retssager ved provinsretten. Meeeen...

 

I praksis er det en skrøne. For sagerne hober sig fortsat op og bliver enten udsat eller forsinket så meget, at de anklagede klarer frisag.

Sø- og Handelsretten i Málaga er det seneste og værste eksempel på den langsomme sagsbehandling. Denne særlige domstol har trods flytningen fra centrum af Málaga til det nye justitspalads fået den tvivlsomme ære at være en af Spaniens mest overbelastede.

 

De to dommere, der er tilknyttet Sø- og Handelsretten, har ifølge den seneste opgørelse 3.370 uafklarede sager om konkursbegæringer, opløsninger af selskaber og andre merkantile tvister. Sø- og Handelsretten har 900 gange så meget arbejde som den øverst retsinstans 'Consejo General del Poder Judicial' anbefaler i gennemsnit. Dommerne og de fuldmægtige påtager sig så mange opgaver, at de burde være fordelt på mindst tre domstole.

 

Hurtig afgørelse: 6 måneder

Sø- og Handelsretten er langt fra den eneste domstol ved provinsretten i Málaga, der lider af kronisk overbelastning. Strafferetsdomstolen modtog i fjor 6.131 sager med anmodning om hurtig rettergang fra andre domstole i resten af provinsen, hvor den anklagede som udgangspunkt bør stilles for retten inden 15 dage. Disse sager har i værste fald haft op til seks måneders ventetid, hvor den anklagede har kunnet fortsætte den kriminelle løbebane eller udnytte ventetiden til at destruere bevismaterialet, inden dommen er blevet afsagt.

 

Det retslige efterspil af korruptionsskandalerne 'Caso Malaya', 'Ballena Blanca' og andre store retssager har forværret situationen i provinsretten. Flere fuldmægtige, sekretærer og stenografer, der tidligere var tilknyttet andre domstole, skal nu også være til rådighed under afviklingen af disse store retssager, hvilket forsinker sagsbehandlingen i de ordinære sager yderligere.

 

Håb forude?

Den andalusiske Højesteret har nu taget konsekvensen af den langsomme ekspeditionstid i Sø- og Handelsretten. Den har udnævnt en tredje dommer, der har fået til opgave at aflaste de to nuværende dommere resten af året. Samtidig vil domstolen have flere funktionærer til at klare papirarbejdet.

 

- Men det vil tage flere år, før vi vender tilbage til normale tilstande, erkender Antonio Fuentes Bujalance, præsident for sø- og handelsretten, til dagbladet Sur.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.