Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Politisk slagsmål om brandårsag

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 14/09/2011 - 10:59

Krimi og katastrofe


Storbranden i Mijas er endt som kastebold mellem kommunalbestyrelsen og den andalusiske forvaltning. Mens Mijas borgmester, Angel Nozal (PP) hå...

Storbranden i Mijas er endt som kastebold mellem kommunalbestyrelsen og den andalusiske forvaltning. Mens Mijas borgmester, Angel Nozal (PP) hårdnakket påstår, at branden skyldes en hævnaktion, så mener teknikere fra det andalusiske brandvæsen, at det var et bål, der antændte sommerens hidtil værste skovbrand på Costa del Sol.

 

 

Teknikernes konklusion

Eksperter fra det andalusiske brandvæsen, La Brigada de Investigación de Incendios Forestales, konkluderede efter gårsdagens intense undersøgelse, at branden skyldes ”et mindre ildsted ved et lille vandløb i Fuente de la Teja”.

 

Ilden er opstået i et område, der normalt er kendetegnet ved, at der er masser af vand - også i de tørre sommermåneder. Branden opstod i Fuente de la Teja i Entrerrios, der gennemløbes af vandløb og naturlige kilder. Området er et populært søndagsudflugtsmål. Teknikere fra Infoca antydede allerede mandag, at branden formentlig stammede fra en grill.

 

Borgmester er sikker i sin anklage

Mijas borgmester afviste på et pressemøde mandag aften tanken om et uheld med et ildsted eller en grill. Der er ingen tradition for, at spaniere tænder op i grillen en søndag aften i 30 graders varme, som samtidig var det byfestens sidste dag.

 

- Hvem kan finde på at grille en søndag aften kl. 20, spurgte borgmesteren retorisk, og pegede i stedet på sandsynligheden for at det var en hævnaktion fra en, som var ”sur på kommunen”.

 

Forhastet konklusion

Remedios Martel maner til forsigtighed med hurtige konklusioner

 

Den andalusiske regeringsdelegeret i Malaga, Remedios Martel, siger, at det er vigtigt at klarlægge årsagen, for at kunne finde frem til de ansvarlige. Hun mener, at Nozals antagelse om, at branden skyldes en hævnaktion er en forhastet konklusion.

 

Delegeret fra det andalusiske miljøministerium, Francisco Fernández España, siger, at der indtil videre kun er fundet en enkelt brandkilde, men at branden på et tidspunkt bredte sig så hurtigt, at den antændte nye brandsteder i Calahonda og La Mairena.

 

Ifølge Infoca er der nedbrændt 684 hektar, hvoraf de 361 er skov; primært krat og pinjetræer i Sierra Blanca og Bermeja i Mijas og i Sierra Parda i Ojén. De resterende 323 hektar er overgangsområder mellem skov og beboelse. Fem huse brændte ned.

 

Selvom det er forbudt at tænde åben ild og grille i den sydspanske natur, er der mange der ikke overholder forbuddet - enten på grund af uvidenhed eller ligegyldighed. Der vanker bøde, hvis forbuddet ikke bliver overholdt.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.