Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Populær turistperle oversvømmet

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 30/03/2022 - 11:10

Vejr og natur

VIDEO: I går blev den smukke klippeby Setenil de las Bodegas i Andalusien totalt oversvømmet af pludseligt skybrud, og de voldsomme regnmængder tog biler med sig, som var det legetøj.

Regnskyl tirsdag eftermiddag i Setenil de las Bodegas, Cádiz, forårsagede oversvømmelser i gader og veje i Setenil de las Bodegas, oplyser nødcentralen Emergencias 112 Andalucía.

Trejo-floden gik over sine bredder og forårsagede en oversvømmelse med sten og mudder, og det har medført mange materielle skader. Der er dog ingen meldinger om personskader. 

Alarmcentralen modtog klokken 16:47 det første af mange nødopkald om problemer på de offentlige veje på grund af det kraftige regnvejr, der endda slæbte mange køretøjer med sig. 

Flere gader især i det helt centrale område blev ramt af ophobning af vand, der er nået ind i flere huse.

Sikkerhedsstyrkerne har ikke kunnet oplyse, hvor mange mennesker der blev evakueret, men de vurderer, at der er sket store skader på flere huse.

Desuden blev trafikken helt umuligt på vejene A-7276 og CA-9119 på grund af mudder og vand. Alle de kommunale myndigheder og rengøringstjenester samt Guardia Civil, brandvæsenet og Infoca blev kaldt på arbejde for at få styr på sagerne.

Setenil de la Bodegas er (normalt) en meget populær turistperle, hvor husene er helt integreret i klipperne

Anbefalinger i vildt regnvejr

Myndighederne anbefaler at man er ekstremt forsigtig, og at man følger instruktionerne fra indsatsfolkene i området.

Det er tilrådeligt at holde sig væk fra gesimser, mure eller træer, der kan løsne sig, og at træffe forholdsregler foran bygninger under opførelse eller i dårlig stand.

Det er at foretrække at undgå at rejse ad landevejene i området. Hvis det er nødvendigt at køre, er det vigtigt, at man inden afrejse orienterer sig om vejens tilstand, og at man, når man først er på vej, følger anvisningerne på informationstavlerne og fra myndighedernes repræsentanter samt holder sig orienteret via radioen om myndighedernes og de kompetente tjenesters anbefalinger.

I regnvejr skal man være yderst forsigtig ved rattet, nedsætte hastigheden og øge sikkerhedsafstanden. Kør aldrig gennem et oversvømmet område eller et område med større vandpytter. Hvis man bliver fanget i kraftige oversvømmelser inde i køretøjet, skal man være forberedt på at forlade køretøjet straks, når vandet stiger op over akslen på hjulene.

Man må ikke campere eller parkere i nærheden af flodlejer, selv om de er tørre, da de lynhurtigt kan forvandles til brusende floder.

Kommentarer

Hold da op, hvor er det voldsomt.
Svar

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.