25-årig mand idømt 11 års fængsel for grusomt drab på 72-årig elsker
Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 11/06/2025 - 08:59

Krimi
Rafael blev begravet i en blomsterkasse på balkonen.
Endelig er der blevet sat punktum i en helt forrykt mordsag.
En 25-årig mand, Alex Covaci, er blevet idømt 11 års fængsel for at have myrdet sin 72-årige elsker, Rafael Guasch.
Han blev myrdet tilbage i oktober 2022, men der er altså først nu faldet dom.
Drabet skete i deres fælles hjem i den lille landsby Albalat de la Ribera nær Valencia, hvor de kun nåede at bo sammen i én måned.
Covaci indrømmede i retten blandt andet at have slået Rafael ihjel med en metalstang og en hammer, stukket ham med en kniv og kvalt ham.
Da det var en ren tilståelsessag skar han næsten fire år af fængselsstraffen. Oprindeligt risikerede han 14 år for drab og yderligere 11 måneder for tyveriforsøg.
Liget gemt under blomsterjord
Efter det ekstremt voldelige drab gemte Covaci Rafael Guaschs lig i en stor blomsterkasse på balkonen og dækkede det med jord, plastik og potteskår.
Faktisk var liget så godt skjult, at politiet først fandt det efter to ransagninger. En nabo havde tilkaldt myndighederne, fordi huset udsendte en stærk liglugt.
Rafael, der ikke havde børn og kun efterlod sig en søster, blev fundet i stærk fremskreden forrådnelse.
Covaci blev anholdt allerede én dag efter opdagelsen, og retten i Sueca varetægtsfængslede ham.
Dræbt fem gange
Ifølge anklageskriftet brugte Covaci fem forskellige metoder for at sikre, at Rafael døde:
- Slag med hammer eller metalstang, der knuste kraniet
- Kvælning, der brækkede hans strubehoved
- Ti knivstik i halsen, der skar vitale blodkar over
- Med egen kropsvægt pressede han ham mod gulvet, hvilket forårsagede lungeperforeringer
- Fire hårde slag, der forårsagede massive indre blødninger
I retten blev det fastslået, at hver enkelt metode i sig selv var dødelig.
Covaci hævdede, at han var påvirket af alkohol, hash og kokain under drabet, hvilket mildnede hans straf en smule. Men anklageren understregede, at han fuldt ud forstod sine handlinger.
Sagen har chokeret den lille by, hvor Rafael Guasch blev husket som en ensom, men kærlig mand.
Kan måske også interessere dig
Smil, I er på: Talentløse banditter flygtede over taget
VIDEO: Cannabis-gartneri endte med komisk flugtforsøg.
Pave Leo til hest, dronning Letizia med rockertaske, kronprinsessen i dobbeltrolle og vi skal tale med børnene
VIDEO: Kort og godt om lidt af hvert i tekst og billeder …
Skjulte skønheder i kendt ferieparadis
VIDEO: Højsæsonen for vintersolturister er i gang på Gran Canaria. Øen er 'in' - også for dem, der ikke higer efter overfyldte badestrande.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.