Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

403 personer er druknet i Spanien i år

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 02/10/2025 - 08:21

Ulykke

Alt for mange fatale ulykker.

Mellem den 1. januar og 30. september har 403 personer mistet livet ved drukning i havet, pool, floder, vandreservoirer, vandland og andre vandområder i Spanien.

Den 1. juli var antallet på 211, så det er altså næsten fordoblet i løbet af de tre sommermåneder, hvilket dog ikke er så underligt, da det jo netop er der, mange tager en dukkert.

Det oplyser  Real Federación Española de Salvamento y Socorrismo.

Her er det værst

Dykker vi ned i tallene og ser på geografien, er det især Andalusien, der trækker statistikkerne i den forkerte retning.

I alt har 70 personer mistet livet i et vådområde i den sydspanske region, og med 56 druknede kommer Valencia ind på andenpladsen og vipper dermed De Kanariske Øer ned på tredjepladsen i forhold til dataene fra det første halvår. På de populære spanske ferieøer er der registreret 54 druknede i år.

Herefter kommer Catalonien og Galicien med henholdsvis 48 og 44 druknede.

I den anden ende af skalaen finder vi Melilla med kun én drukneulykke og Extremadura med to, men der er mildest talt heller ikke meget kystlinje der, hvor de fire første har masser af kyster. Netop drukneulykker ved stranden tegner sig for de 204 af de 403 omkomne.

Flest druknet i Andalusien

77 er druknet i floder, mens pools har krævet 46 liv i år.

Ser vi på det typiske offer, består statistikken som altid overvejende af det ene køn: 327 af de 403 ofre er mænd.

Antallet af druknede i Spanien hele sidste år endte på 471, hvilket var 11 procent flere end i 2023.

Kan måske også interessere dig

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.