10 nytårsforsætter

PrintPrint Share this
KLUMME: Få kursen på de mål, som lige nu er de vigtigste for vores Amigos og Spanien i Dag.

Nytårsforsætterne

 

 

 "Same procedure as last year"

Det er jo et ret let nytårsforsæt at fyre af, men det skal forstås på den alvorlige måde. Vi vil ikke slække på de indsatser, der har været så vigtige for vores Amigos. Tværtimod vil vi forstærke den dialog, der har været mellem os. Den har - både gennem kommentarer, emails og telefonsamtaler - været afgørende for vores detaljerede kendskab til hver enkelts problemstilling i de svære tider. Og til løsningerne.

 

 

 Realistiske rejsevejledninger

Vi har kæmpet bravt for, at Udenrigsministeriet skulle ændre rejsevejledningerne til at være realistiske i forhold til den nye verdenssituation. Aktuelt fraråder Udenrigsministeriet rejser til lande, hvis smittetal ligger langt under Danmarks. Vi har bedt Sundhedsstyrelsen om at komme med risikovurderinger på rejse-eksempler til regioner med lave smittetal. Det har ikke kunnet lade sig gøre, fordi styrelsen har en politisk mundkurv på. Sundhedsstyrelsen må kun betjene regeringen - ser det ud til. Men vi vil blive med - selvom det umiddelbart synes vanskeligt. 

Vi har kendskab til hundredvis af Amigos, der gennem det seneste halve år er rejst til Spanien, båret sig fornuftigt ad og er vendt tilbage til Danmark sunde og psykisk styrkede. Sol er bedre både for helbredet og humøret. Og værst for coronaen.

Heldigvis kan alle rejse på eget ansvar, og risikoen ved at gøre det, er næsten ikke til at få øje på, når man bærer sig fornuftigt ad.

 

 

 Trygheden ved rejser til Spanien

Frygten for at blive smittet i Spanien, mens landet havde høje smittetal, har gjort mange nervøse for at rejse til landet. Ikke mindst hjulpet af, at Udenrigsministeriet i blinde fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Spanien - og stort set alle andre lande.

Gennem vores daglige opdateringer af smittetallene i hver enkelt af landets regioner, vil vi fortsat give de faktuelle data med vurderinger af smitterisiko, forslag til klog adfærd og være klar ved TelefonAssistancen, som man kan ringe til, hvis man står i en vanskelig situation og er i tvivl om noget.

 

 

 Faktuel journalistik med hensyn

Vi håber, at I lagt mærke til, at vores overskrifter i artiklerne hverken er dramatiske eller frygtskabende. Vi har også et kriterium, der hedder “hensyn”. Forleden dag var “Breaking News” i de spanske medier, at der nu var over 50.000 døde med corona i Spanien. Bag den dramatiske overskrift var fakta dog også, at der gennem de seneste tre dage havde været det laveste antal døde i lang tid. Så er det bare således, at den frygtskabende overskrift giver flere “klik” og derved højere annonceindtægter. Et forhold, som Spanien i Dag bliver mindre og mindre afhængig af, i takt med at der bliver flere og flere Amigos. Det er skønt med denne stigende uafhængighed med et eksistensgrundlag, der giver muligheden for at bringe de faktuelle oplysninger med hensyn til læserne.

 

 

 Nye fordele ved medlemskortet

Rabatterne og fordelene for vores Amigos skal blive mere udbredt. Konceptet er umiddelbart ikke let at få virksomheder til at forstå. Det lyder jo nærmest lidt for godt til at være sandt: Gratis omtale og annoncering i et medie mod en rabat/fordel ved et konkret køb.

Os bekendt er vi det første medie, der tilbyder den model. Men vi er sikre på, at det vil blive en succes. Virksomhederne annoncerer ikke ud i den blå luft, men konverterer i stedet “annonceringsudgiften” til en variabel omkostning ved et salg. Konceptet fungerer allerede nu med succes for de deltagende virksomheder og for de Amigos, der har fået rabatterne. Men vores Amigos skal give en hånd ved at tippe om virksomheder, som, de synes, kunne være gode at have med. Typisk virksomheder, hvor de selv bruger penge.

 

 

 Lettere adgang til boligmarkedet

Under krisen i efteråret, hvor alt gik langsomt, etablerede vi den nye Boligportal i samarbejde med ejendomsmæglere, som vi kender for det gode. I første omgang var det vigtigt, at vi dækkede de områder, som vi ved er de vigtigste for vores Amigos. Altså områder, hvor vi har flest. I dag dækker vi således både Andalusien, Alicante og Murcia. De forskellige ejendomsmæglere har fået meget favorable vilkår for at være med, da det vigtigste for os er, at gøre det bedst muligt for vores Amigos. Både i forbindelse med køb og salg. Skulle du som Amigos støde ind i et problem i den forbindelse - hvilket vi ikke forventer - kan du altid brokke dig til Spanien i Dag.

 

 

 Guide til udflugter i Alicante Provinsen

Spanien i Dag har stor succes med vores udflugter i Andalusien, hvor vi gennem lang tid har arrangeret både dagsudflugter og rejser på op til en uge. Med det stærkt stigende antal Amigos i Alicante Provinsen søger vi derfor én eller flere personer, der i samarbejde med os har den gode gejst til at være tourguide i området. Det kan måske netop være dig, der kender dit lokalområde særlig godt og synes, det kunne være en sjov og hyggelig udfordring. Eller én, som du har kendskab til.

 

  Millioner til jul?

I forbindelse med vores rapportering om julelotteriet “El Gordo” tænkte vi den tanke, at vi måske skulle arrangere en fælles indsats for alle vores Amigos, hvor vi ville have meget større chancer for at få del i millionerne. Det fik vi umiddelbart opbakning til. Vi har derfor besluttet at søge rådgivning hos en ekspert for at få en professionel vurdering af, hvordan det vil kunne administreres. Spændende vil det jo være, at vi alle sammen den 22. december vil kunne sidde online i både Danmark og Spanien og direkte følge med i, om vi i fællesskab bliver millionærer i euro…

 

 Dine input

I 2020 konstaterede vi, hvor vigtige vore Amigos’ forslag til redaktionelt indhold og særlige sager er. Kunsten er jo at erkende sin begrænsning, og selvom vi har gjort, hvad vi kunne for at finde alle vores Amigos’ problemstillinger, så er vi trods alt kun mennesker. Et eksempel er, da vi blev opfordret til at tage problemet op for dem, der er residente i Spanien og som i foråret blev fanget i Danmark og ikke kunne overholde fristen for opholdet i Danmark. Et andet eksempel var opfordringen til afklare reglerne for kørsel fra Danmark ned gennem Europa til Spanien. Og der er mange andre eksempler.

 

 Flere Amigos, por favor!

Udviklingen i 2020 har for alvor vist, hvorledes Spanien i Dag har udviklet sig fra “bare” at være et medie til også at være en interesseorganisation. En stor vækst i antallet af Amigos har bevist det og for at kunne få endnu større gennemslagskraft i de ganske store sager, som vi har rejst gennem 2020 og som måtte komme i 2021 - skulle mange af de omkring 7.000 daglige læsere, der ikke er medlemmer, gerne komme ind i folden. Støttebidraget på 20,60 euro pr. 90 dage er lavt i forhold til andre betalings-medier, og til hvilke af disse medier kan du få hurtigt svar på dine spørgsmål, kunne ringe til dem i en vanskeligt situation, komme med forslag til redaktionelt indhold og få rabatter gennem medlemskabet?

 

Rigtig godt nytår 2021 i fællesskabet for kærligheden til Spanien!

 

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Kathrine & Torben

 

Se flere nyheder i temaet

Tilbage


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque

Política de cookies                                                       Aviso legal                                                      Política de privacidad

 

ESPAÑA   

Drives af Drupal, et open source system til håndtering af indhold
Open source online newspaper and magazine software