Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Besøg af havets giganter

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 18/07/2019 - 11:09

Vejr og natur

VIDEO: Forleden fik folkene i en redningshelikopter i Alicante pludselig øje på tre kæmpestore skygger i vandet.

Tre finhvaler blev forleden spottet i farvandet mellem Dénia og Xàbia.

Denne hvaltype er planetens næststørste dyr.

Det var en helikopter fra Alicantes brandkonsortiums, der fik øje på tre eksemplarer af finhvaler ud for Alicantes kyst. Ifølge Lasprovincias.es var de i gang med at lede efter en mand, der var meldt savnet i Dénia. Der oplyses ikke noget om, hvorvidt man fandt manden.

Observationen af hvaler ud for Marinaens kyst er ret almindelig, men det sker dog sjældent, at de bliver optaget fra luften.

Også i Skagerak

Finhvalen er en hvalart under bardehvalerne med det latinske navn ‘Balaenoptera physalus’. Den bliver typisk 18 til 24 meter lang og får en kampvægt på helt op til 90 ton. Der er tale om det næststørste nulevende dyr på jorden, da den kun bliver overgået af blåhvalen.

Der er fart på drengen, når først finhvalen sætter i gang, og nogle kan svømme helt op til 40 km/t, hvilket gør den til en af havets hurtigste.

På dansk var den tidligere kendt som sildehval, da den elsker sild og brisling.

De findes over hele kloden og er ret almindelige i blandt andet Nordatlanten, og de drøner også af og til omkring Skagerrak og de indre danske farvande.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.