Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Catalansk hotel blandt verdens allerbedste

Skrevet af Simon Koefoed Toft, man, 03/04/2017 - 01:00

Rejser & oplevelser

REJSER & OPLEVELSER: “Perfekt”, kalder flere gæster dette hotel, der svømmer i fantastiske anmeldelser.

Rummelige værelser, ordentlig rengøring, venlig service og mange andre parametre skal være i orden, før man kan tale om rigtigt godt hotel.

Alt det og meget, meget mere får man på Hotel The Serras i Barcelona.

Kvalitet og service er så meget i højsædet, at det faktisk ikke er til at finde nogen, der ikke har været ovenud imponerede over hotellet.

Derfor er det også ganske velfortjent, at brugerne på den meget populære rejseside Tripadvisor.com har stemt det catalanske foretagende næsten helt til tops på deres liste over verdens bedste hoteller.

Hvis vejret er til det, kan man nyde hotellets poolområde (foto: Tripadvisor)

Fjerdebedst i verden

Travellers’ Choise hedder den årlige opgørelse som Tripadvisor udgiver, og som er baseret på tusindevis af anmeldelser fra ganske almindelige rejseglade mennesker.

Og ifølge dem er The Serras ikke bare godt, det er verdensklasse.

Faktisk har hotellet gjort sig fortjent til en fjerdeplads på listen over de bedste hoteller på hele kloden, mens det er stemt ind som tredjebedst i Europa.

Ifølge Tripadvisors brugere er maden i The Serras restaurant eminemt (foto: Tripadvisor)

Læssevis af topkarakterer

- Service er helt i top, personalet er så søde og hjælpsomme, og det var helt trist at tage afsted igen, skriver en gæst ved navn Maria J om sit ophold på The Serras.

Og med overskrifter som “Fuldstændig fantastisk hotel, servicen kunne ikke være bedre” og “Du behøver ikke lede andre steder” fortsætter listen med ellevilde anmeldelser tilsyneladende i det uendelige.

Tæller man anmeldelserne op, vil man se, at 312 af Tripadvisors brugere har givet hotellet topkarakter, mens 26 har nøjedes med at kalde det for “rigtig godt”.

En enkelt gæst har kaldt The Serras “gennemsnitligt”, men ikke en eneste har givet karaktererne “utilfreds” eller “frygteligt”.

Udsigten fra The Serras kan man ikke klage over (foto: Tripadvisor)

Rimelige priser

Hotel The Serras er ifølge gæsterne altså ikke bare det bedste hotel i byen eller i regionen, men i hele landet.

Og det koster faktisk ikke så meget, som man kunne frygte.

Skal man for eksempel til den catalanske hovedstad i en uge i starten maj, kommer man af med 680 euro for et rummeligt værelse til to personer.

Værelserne er stilrent og moderne indrettet (foto: Tripadvisor)

Fine fornemmelser?

Hvis man ikke vil tage sig til takke med verdens fjerdebedste hotel, skal man tage til Ungarns hovedstad Budapest, hvor Tripadvisors brugeres absolutte yndlingshotel, Aria Hotel, ligger.

Næstbedst er Hotel Mandapa i Indonesien, og på tredjepladsen kommer Turin Palace Hotel, der ligger i Torino i det nordvestlige Italien.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.