Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dansk byrådsmedlem forsøger med dialog i konflikt

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 02/02/2023 - 07:00

Rejser & oplevelser

Autocampere besætter forreste linje på La Mata-stranden i Torrevieja.

Det er tidligere lykkedes for kommunen at få fjernet campere fra offentlige parkeringspladser i Torrevieja Kommune. Men, når man ikke kan holde det ene sted finder man bare et nyt. Og det skal helst både have sol og havudsigt…

Det nye sted er ideelt til at slå lejr. En offentlig park i et dejligt område ved den sydlige ende af La Mata-stranden i La Manguilla. Udsigt til havet, legeplads hvis børn og dejlige fortove, hvor man kan dække op til kaffen eller måltidet, og få skridt til en dukkert i Middelhavet.


 Kaffen nydes på fortovet og solcellerne er rejst på taget

Beboerne i området, har naturligvis klaget til rådhuset. De mister den privilegerede udsigt, de fik, da de købte deres bolig, og de mister fred og ro. Derudover frygter også andre gener som for eksempel udslip af spildevand.

Lokalpolitiet har været der flere gange for at informere campisterne om den færdselslovgivning, der gælder for området: De må ikke holde der.

Danske Gitte Lund, der er byrådsmedlem med ansvar for kommunens udlændingeafdeling, har vist handling og brugt sine pædagogiske evner. Hun er taget ud på stedet og informeret campisterne om begrænsningerne i området.

Måske er nogen kørt, men så er andre bare kommet i stedet.


De gode steder rygtes hurtigt - specielt, hvis de er gratis…

Forordningen

Køretøjer må parkeres, så længe der ikke foregår andre aktiviteter omkring dem. Med andre ord, ingen camping.

De fleste besøgende overholder dog ikke disse betingelser. Stole og borde dukker op, så snart vintersolen varmer lidt op. I øjeblikket parkeres de fleste campingvogne parallelt med fortovet uden at respektere afmærkningerne. Det er tydeligt, at de er der for at blive. I mange tilfælde i ugevis.

Grundlæggende tjenester

Det er en forholdsvis rolig turisme med købekraft. Nogle af disse nye campere koster over 170.000 euro. Men parkering i dette område uden basale tjenester skaber problemer, uanset hvor omhyggelige campisterne er. Blandt andet fjernelse af spildevand, som de forsøger at løse ved nærliggende hoteller og restauranter, samt forsyning af vand.

Camper-ejerne beklager manglen på campingpladser i Torrevieja. Selv om der er gratis campingpladser i området, ligger de ikke i første række ved en af de bedste strande på Alicantes sydkyst.

Gitte Lund var jo venligst til stede, da Spanien i Dag arrangerede træf med vores Amigos i Torrevieja, så vi spørger hende, hvad der sker lige nu:

- Jeg har ikke nyt om sagen, men med hensyn til sanktioner, så kan de få en parkeringsbøde, hvis de er parkeret forkert. Mange af dem holder på tværs, hvor det er afmærket til bås-parkering, siger hun.

Gitte lover at sende mere, hvis der sker nyt.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.