Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dansker omkommet i flyulykke

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 07/02/2019 - 09:57

Krimi og katastrofe

VIDEO: Onsdag omkom en pilotelev og hans instruktør i en flyulykke nær Madrid. Der er tale om en ung dansker i midten af 20’erne og en kvindelig instruktør på 30 år.

Onsdag var en sort dag for pilotstuderende nær Madrid, da et lille fly styrtede ned nord for hovedstaden i Quijorna. 

Både pilot og instruktør omkom på stedet.

Spanske medier beskriver ofrene som en 30-årig kvindelig pilotinstruktør og en afghansk pilotelev på 26. 

Ifølge Spanien i Dags oplysninger er der dog tale om en ung mand af afghansk afstamning, men har boet i Danmark det meste af sit liv og har dansk statsborgerskab.

Udenrigsministeriets borgerservice bekræfter til Spanien i Dag, at en dansker er omkommet i Spanien onsdag den 6. februar. De pårørende er informeret. Ministeriet må ikke oplyse mere, da der er tale om en personsag.

Ifølge vores oplysninger er danskerens forældre enten på vej eller allerede ankommet til Madrid.

Kendte dem begge

Spanien i Dag har været i kontakt med en anden dansk pilotelev, der går på en af de andre flyveskoler i samme lufthavn og som var i skole, da ulykken skete.

- Årsagen til flystyrtet vides endnu ikke, men om det er flysikkerheden, der er fejlet eller ej, så synes jeg at det er vigtigt at tage fat på, siger han og fortsætter:

- Jeg håber, at det kan få øjnene op for vigtigheden i, at Danmark også presser på,for at flysikkerhed er i orden i Spanien, hvor mange elever mig selv iblandt tager pilotuddannelsen.

Han ønsker dog ikke at få sit navn frem, da han er dybt rystet over sagen..

- Jeg kendte begge de dræbte, men jeg vil helst ikke indblandes yderligere, da det har påvirket os meget i lufthavnen i dag.

Ifølge samme kilde er der mange penge at spare ved at tage pilotuddannelsen i Spanien, hvorfor mange udlændinge tager hertil med det ene formål. 

Video fra ulykkesstedet:

Hvad gik der galt?

Man kender endnu ikke årsagen til ulykken. Guardia Civil undersøger, hvorvidt det lille fly måske var i nærkontakt med et lille motoriseret dragefly (se videoen), der var i området på tidspunktet for ulykken. Den og personen i den landede efterfølgende uden nogen skader.

Instruktøren og eleven kom fra pilotskolen Quality Fly del aeródromo de Cuatro Vientos. Ofrene led begge massive kvæstelser i styrtet og stod aldrig til at redde. 

Ulykken skete klokken 10:13 på en jordvej, der går ud fra Calle Real, omkring to kilometer fra byen. Ambulancefolk fra Madrids Summa-gruppe hastede til stedet, men kunne ikke gøre andet end at erklære de to i flyet for døde. 

Quijorna Kommune ligger omkring 60 kilometer fra Madrid og tæller 3.357 indbyggere.

 

Flyskole bekræfter

Quality Fly Center-folkene bekræfter i en erklæring, at et af deres fly har været involveret i en ulykke i nærheden af ​​Quijorna. 

Instruktøren og den studerende var ved at foretage en lokal flyvning. 

"Konsekvenserne var fatale. Vi har ikke præcise oplysninger om forholdene omkring ulykken, og vi kan ikke spekulere i årsagen til tragedien. Quality Fly samarbejder med de relevante myndigheder for at finde årsagen", står der videre i erklæringen, som afsluttes med, at ledelsen og medarbejderne i selskabet sender deres dybeste medfølelse til familie og venner de ofrene.

Firmaet bekræfter sagen for Spanien i Dag torsdag formiddag, men kan ikke komme med yderligere kommentarer, da man tager sig af familierne.

Artiklen opdateres...

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.