De alt for små skridt
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 05/01/2019 - 00:01

Traditioner Klumme Kunst & kultur
KLUMME: For en ikke-spanier kan det være svært at forstå, hvor vigtig både denne lørdag aften og søndag er for spanierne. Og ikke mindst for børnene.
Siden starten af december har familierne opsat deres ‘belens’ - krybbespil - i hjemmene, og hver dag har man flyttet ‘Los Reyes Magos’ - De Magiske Konger - tættere og tættere på krybben med Jesus-barnet. Med alt for små skridt, mener de fleste spanske børn.
For den dag, hvor kongerne når frem til krybben med deres gaver til Jesus-barnet, er også dagen, hvor børnene først får deres gaver.
16 dages venten
Man kan nærmest sammenligne flytningen af kongerne med et vandretliggende kalenderlys. Dog noget længere end de 24 dage, som vi kender i Danmark. Og det er lang tid for de spanske børn.
I år fik de juleferie den 21. december og med 16 dage frem til gaverne er det lang tid at vente frem til den 6. januar i det nye år.
Nu har tiden hjulpet lidt til, efter de spanske familier også er begyndt at give ‘nogle’ gaver til jul, men det store er fortsat til Hellig Tre Konger.
Så let kan man altså ikke ændre traditioner.
Ankomsterne
Alligevel moderniseres nogle af traditionerne. Mens kongerne i de enkelte byer tidligere først sås i de vogne, der udgør optogene, så er der nu mange forspil, hvor de eksempelvis kommer til søs og lægger til i havne eller i helikoptere, der lander på byens fodboldbane.
Ofte er det borgmesteren, der tager mod kongerne og overdrager 'nøglen til byen'. Så kan de senere komme ind i alle husene om natten og afleverer gaverne. Her er der ikke noget med skorsten...
Optogene er kulminationen på ventetiden. Nu er kongerne kommet! Fra deres troner på vognene kaster de tre konger Melchor, Gaspar y Baltasar - hjulpet af deres mange børn på vognene - tusindvis af karameller ud til de tusindvis af ventende børn langs ruterne.
Når optogene slutter går familierne hjem. Nu er bare at vente, mens kongerne får travlt med at fordele gaverne i børnenes hjem. Nu glemmer de vel ikke mig..?
Sikkerhed
Frygten for terror ved denne store folkelige begivenhed i hele landet sætter myndighederne i højeste beredskab. Gader bliver lukkede i de fleste byer, så man skal orientere sig godt for at komme frem til optogene. Mange steder blokeres også med beton-afspæringre for at hindre køretøjer i at sabotere begivenhederne.
Dagen efter er det altid godt at vågne op til nyheden om, at der ikke er sket noget.
Ekstra gode
Sidst til børnene igen. Den 6. januar, hvor de får gaverne er altid helligdag. Normalt giver det dem blot denne dag - efter 16 dages venten - til at lege med gaverne, inden de den næste dag skal i skole eller børnehave.
I år tilsmiles nogle af dem dog af lykken. Da Hellig Tre Konger falder på en søndag, får man automatisk en ekstra helligdag på mandag, hvis man bor i disse regioner:
Det betyder også, at meget kan være lukket på mandag.
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.