Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Fed ferie i et fyrtårn

Skrevet af Pia Bruun, søn, 17/05/2015 - 00:02

WEEKEND: Spansk turisme klar med et nyt tiltag, hvor du kan holde luksusferie i et fyrtårn. Fri adgang til denne artikel den 1. juni, hvis du ikke er PREMIUM.

Fred og ro – og en fantastisk udsigt omgivet af hav på alle sider. Tid til at slappe af, læse og nyde nuet. Det lyder da ret godt, gør det ikke?

Drømmen om at sidde helt ude på kanten - der hvor jord og hav støder sammen - bliver sandsynligvis snart til virkelighed.

Tilgængelig for gangbesværede (med forbehold)

Spanien klar til nye, unikke oplevelser

Spaniens regering er fremme med et forslag om at privatisere en del af landets fyrtårne og indrette dem til hoteller.

Det lyder lidt af luksus, og det er det da også. Samtlige eksperter peger på, at de nye fyrtårns-hoteller går efter et eksklusivt, internationalt publikum.

Første af slagsen godt på vej

Et af de mest kendte projekter er fyrtårnet på La Isla Pancha i Ribadeo, Lugo-provinsen i Galicien.

Ikke så underligt, hvis stedet kan trække turister til

Projektet begyndte at tage form, da stedets fremtidige ejer, José Luis López Braña, for et par år siden gik en tur forbi det forladte fyrtårn på toppen af Isla Pancha. En lille ø, der vender ud mod Atlanterhavet på Spaniens stenede galiciske kyst.

Han beundrede den blå-hvide struktur, der stammer helt tilbage til 1857, da det gik op for ham, at det kunne være det perfekte strandhotel.

I december 2013 besluttede López Braña så at gøre alvor af sine visioner og sendte et forslag til de lokale myndigheder.

Ribadeos strande er vidt berygtede for deres skønhed

Selv om Braña fortsat venter på en officiel godkendelse, har han fået at vide, at ”det kun er et spørgsmål om tid – måske uger - før han kan begynde sit projekt.

Ribadeos borgmester, Fernando Suárez, siger, at en fyrtårnsferie ikke kommer til at være for alle og enhver. Omkostninger til renovering og ombygning betyder, at priserne for at bo der kommer til at ligge i den dyre ende.

- Vi taler om elite-turisme, siger han.

Plan for privatisering af fyrtårne

Minister for offentlige arbejder, Ana Pastor, bekendtgjorde også for kort tid siden, at regeringen barlser med en plan om at omdanne nogle af landets 187 fyrtårne til hoteller.

Flere spanske kyster kan være udsat for hårdt vejr

De fleste af Spaniens fyrtårne har ikke været beboet længe, og alle funktioner er i dag 100 procent automatiseret.

Da regeringen offentliggjorde sine planer om at privatisere driften af fyrtårnene i 2014, kom der hurtigt ansøgninger om at konvertere omkring 20 af dem til hoteller, siger José Llorca, chef for landets havnemyndigheder.

Chef for det spanske havnevæsen, José Llorca, taler om en ny type turisme

- Idéen er at bidrage til den lokale økonomi ved at øge turismen, understreger Llorca.

Barcelonas havnemyndigheder bakker ministeren op og siger, at der er planer om, at de 12 fyrtårne i regionen skal sælges til private, for at de kan blive omdannet til hoteller.

 

53 af de 187 fyrtårne i Spanien er allerede i brug: 28 er indrettet som besøgs- og udstillingscentre, 12 som kulturcentre, fem anvendes til havbiologisk forskning, syv er indrettet til restauranter og et enkelt som akvarium.

55 er fortsat beboet, selv om beboerne ikke har anden tilknytning til fyrtårnets drift end til dets vedligeholdelse.

150 euro per nat – i lavsæson

Hvis Braña har vind i sejlene, vil fyrtårnet i Ribadeo være det første fyr-hotel i Spanien. Det vil have to suiter på hver 40 kvadratmeter, hver med plads til fire personer.

Fyrtårns-suite koster kassen

Der skal også være et cafeteria og restaurant i kælderen, som skal være åben for offentligheden.

López Braña forventer at investere mellem 80.000 og 100.000 euro i at forvandle det tidligere fyrtårn til komfortable værelser.

Han skal betale en årlig afgift på 15.600 euro til det offentlige for retten til at drive hotel i de gamle bygninger.

Prisen for en overnatning vil være på omkring 150 euro per nat i lavsæsonen, mens det bliver omkring 300 euro i juli og august.

Dyrt, men smukt

- Hvis jeg får 100 overnatninger om året, vil det hele løbe rundt, siger López Braña, der allerede går med tanker om at konvertere andre, større fyrtårne til hoteller.

Andre fyrtårne står for skud

Efter Isla Pancha-projektet i det nordvestlige Galicien er næste projekt ombugning af det kendte Trafalgar-fyrtårn i Cádiz til hotel.

Fyrtårnet fra det historiske slag

Borgmester i Barbate, Rafael Quirós, siger, at idéen om at ombygge Trafalgar-fyrtårnet til hotel er den helt rigtige.

Han erkender dog, at der har været en del modstand, men insisterer på, at der bliver taget hensyn til både lokalsamfund og natur.

Bygningen skal indeholde et offentligt besøgscenter, som vil sætte fokus på det berømte slag i 1805 ved Trafalgar.

Borgmesteren forventer at hotellet vil få mellem fem og syv værelser samt en restaurant, og at hele herligheden vil koste cirka en million euro at omdanne.


Kritik og frygt for økosystemer

Efter kommunalvalget den 24. maj vil der blive givet flere tilladelser til omdannelse af fyrtårnene på øen Tabarca og Cape San Antonio, begge i Alicante-provinsen, samt et i El Pescador i Santander.

Naturskønne kyster med følsomme økosystemer

Men ikke alle er glade for regeringens privatiserings-eventyr.

Modstanden kommer især fra miljøgrupper, der bemærker, at fyrtårnene ofte er beliggende i meget ”naturfølsomme” områder, og at øget menneskelig aktivitet og trafik kan skade truede dyre- og plantearter.

Beboerforeninger har også kritiseret planerne om at lukke fyrtårnene af for lokalsamfundets brug og kun give adgang mod betaling.

Stammer fra Skandinavien

Men derudover er der faktisk også rejst en del spørgsmål om projekternes drift og økonomi.

David Moré, der har studeret Spaniens fyrtårne, siger, at tanken om at lave dem om til hoteller stammer fra Skandinavien.

Idéen om fyrtårnsferie er hentet fra Skandinavien

- Men de fyrtårne er meget større end dem, vi har i Spanien Jeg tror ikke, at de vil være levedygtige, siger han og peger på, at de fleste spanske fyrtårne kun har to boliger, og at den oprindelige bygning skal respekteres.

De mest fremskredne projekter

Isla Pancha er det mest fremskredne projekt. Udvikleren ønsker at konvertere det gamle fyrtårn til et to-værelses hotel med en restaurant. Øen, som er forbundet med fastlandet via en lille bro, har et andet fyr, der stadig er i brug.

Cap Trafalgar i Barbate, Cádiz-provinsen, Andalusien. Det 34 meter høje fyrtårn er på 420 kvadratmeter, der tidligere blev beboet af fyrmesteren, personalet og deres familier. Der er planlagt at skulle være omkring en halv snes værelser samt et besøgscenter.

Cape San Antonio i Xabia, Alicante-provinsen, Valencia. Idéen er at omdanne den nederste del af dette fyr, der har ligget i et naturreservat siden 1993, til et seks-værelses hotel.

Ikke så underligt at turistmyndighederne satser på et nyt segment

På Mallorca er planerne at privatisere fyrtårne i Cap Blanc, Ciutadella, Barbaria og la Mola, Sóller.

Tabarca i Alicante er også beliggende i et beskyttet område. Det er et af Spaniens store fyrtårne, som tidligere blev brugt til at uddanne nye fyrmestre.

Tysker lurer på kanarieø

Tysk invester er klar til at satse på De Kanariske Øer

En tysk investor har kastet er sultent blik på fyrtårnet i Punta Cumplida på den lille Kanarie-ø La Palma.

Projektet har allerede fået grønt lys fra havnemyndighederne i Santa Cruz de Tenerife, og der er stor opbakning fra Barlovento Kommune. Borgmesteren forventer, at La Palma kommer blandt de fyrtårne, der står til privitisering ifølge regeringens planer.

Selve tårnet er 36 meter højt, og bygningen kom i drift i 1867.

Barloventos borgmester, Jacob Qadri, bekræfter, at hotellet vil få mellem otte og 12 sengepladser, og at der sigtes på et eksklusivt publikum.

- Det er et vigtigt tiltag for øen, siger borgmesteren og understreger, at projektet på La Palma er helt unikt.

- Vi forventer en belægning på 99,2 procent i turistsæsonen, siger en optimistisk Qadri.

Smukke La Palma på De Kanariske Øer

Efter de seneste udsagn fra den spanske regering er det kun et spørgsmål om tid, før de første fyrtårne kommer i drift som hoteller. Men ind til da kan man jo fint tage og besøge områderne og nyde omgivelserne - inden det koster penge.

Men hvad mener du? Er det ærgerligt spændende, at de spanske fyrtårne bliver lavet til hoteller? Ville du holde ferie i et fyrtårn? Skriv en kommentar herunder.

Ha' en dejlig søndag

Tilgængelig for gangbesværede

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.