Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Drama på startbanen

Skrevet af Redaktionen, ons, 17/01/2018 - 12:33

Krimi og katastrofe

KRIMI: Flugtbilist skyld i ung kvindes død betroede sig i telefonen, mens en mand overhørte det. Det endte med en dramatisk anholdelse i sidste øjeblik i et fly på vej til udlandet.

Mistænkt gerningsmand til en dødsulykke blev anholdt, mens han var på nippet til at flygte til udlandet. 

Ulykken fandt sted mandag den 15. klokken 07:20 om morgenen i Fuente El Saz de Jarama i Guadalajara, Madrid.

Den tilbageholdte er argentiner, og han skyndte sig at pakke en kuffert og booke en flybillet til Buenos Aires samme dag.

Det skriver Guardia Civil i en pressemeddelelse i dag.

Døde alene i grøften?

Føreren af ​​et køretøj kørte væk efter at have påkørt en fodgænger. Der var tale om en 17-årig kvinde, der døde af sine kvæstelser. 

Hvorvidt hun døde omgående eller hun lå alene i grøften og døde alene, efter manden havde stukket halen mellem benene, står indtil videre uklart. Men da redningspersonale endelig blev tilkaldt, kunne de kun konstatere, at kvinden var død.

Man fandt flere rester fra bilen på ulykkesstedet, og derfor kunne teknikerne konkludere, at der var tale om en Mercedes Benz 210 klasse E, der blev produceret i perioder 1995 til 2000.

Men der var altså ellers ingen spor efter flugtbilisten. Det skulle dog hurtigt ændre sig.

“Jeg må ud af landet”

Allerede klokken 20 samme dag modtog alarmcentralen et opkald fra Pozuelo de Alarcón i Madrid, hvor en mand fortalte, at han havde oplysninger om sagen, der havde været i nyhederne. 

Det var den 53-årige Francisco Rotela fra Paraguay, der havde taget sig en smøg i foran den bygning, hvor han bor. Her havde han tilfældigvis overhørt en mand tale i telefon. Manden var tydeligt desperat og sagde ting som: “jeg ramte ham”, “forruden er gået i stykker”, “han er død” og “jeg må ud af landet”, skriver El País.

Francisco Rotela skyndte sig tilbage i sin lejlighed, og da tjekkede han nyhederne, fandt han hurtigt den forfærdelige nyhed om en ung, dræbt kvinde.

Han ringede til alarmcentralen, og politiet blev sendt til området. Han kendte ikke manden, men kunne sige, at han temmelig sikkert kom fra Sydamerika, da han havde en accent.

Bil med smadret forrude

Her fandt man en bil, der matchede den, man ledte efter, holdende på Calle Rio Tajuña foran nummer 353. Den havde kompatible skader med fundene på ulykkesstedet.

Politiet fik identificeret den pågældende person, der viste sig at være F.S.R.G., som ganske rigtigt var af argentinsk nationalitet. Da politiet bankede på døren, var det mandens niece, der åbnede. Hun oplyste, at hendes onkel havde pakket en kuffert og havde købt en flybillet til Argentina den samme aften.

Anholdt i flyet

Og så gik det stærkt! Politiet i Barajas Lufthavn blev alarmeret, og man fik anholdt manden i sidste øjeblik. Flyet var allerede klar til takeoff og holdt på startbanen.

Den påståede gerningsmand blev tilbageholdt klokken 00:15 inde i et fly, der ellers havde planlagt afgang klokken 23:55 fra terminal 1 med destination Buenos Aires.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.