Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dyresmuglere afsløret

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 18/07/2018 - 11:15

Krimi og katastrofe

VIDEO: Udryddelses-truede og livsfarlige dyr beslaglagt i Barcelona, efter opmærksom borger bemærkede noget...

Jo tættere et dyr er på at blive udslettet fra jordens overflade for evigt, jo mere tossede er visse samlere for at få fat i det.

Der er store beløb involveret, og skruppelløse mennesker vil derfor gå rigtigt langt for at skaffe dyrene.

Det hører dog til sjældenhederne, at SEPRONA, Guardia Civils særlige dyreindsatsgruppe, finder en komodovaran, når de slår ned på de hjerteløse smuglere.

Det skriver Guardia Civil i en pressemeddelelse.

Faktisk er det første gang i Europa, at verdens største øgle et blevet fundet blandt de ulovlige dyr.

Ordentlig fætter

Komodovaranen kan blive op til to meter lang og er dermed verdens største øgle. Sådan en basse kan nå en kampvægt på 70 kilo, og dens spyt er giftigt, så det er en ganske alvorlig sag at blive bidt af sådan én.

Det fundne eksemplar var lettere skadet; den manglede den ene fod og en stump af halen. 

Der er dog ingen tvivl om, at den rette køber ville betale en formue for den.

Manden bag de sanseløse smuglerier er amerikaner. I Cornellá de Llobregat i Barcelona havde han proppet 20 levende krybdyr og slanger ind i et enkelt lokale. 

Lidt af hvert

Blandt dem var tre kongepytoner, en skorpion og en boaslange. Sådan en fætter kan blive op til fire meter lang.

Den 43-årige amerikaner blev afsløret af, at han gjorde rent omkring dyrene, og smed deres afføring og det snavsede vaskevand ud på gaden. Det noterede en medborger og henvendte sig til politiet. 

Overtrådte også våbenloven

Da Guardia Civil-betjentene pågreb dyresmugleren, fandt de også en udboret startpistol med ammunition. 

Den vil blive undersøgt nærmere, men der var ingen tvivl om, at den skulle bruges til andet end at starte kapsejladser.

I lokalet var der også tre kasser levende mus, der fungerede som foder.

De beslaglagte dyr kommer videre til zoologer i Barcelona og til et center for krybdyr og slanger samme sted. 

De giftige som for eksempel en klapperslange og skorpionen, blev overgivet til  la Escola de Natura de Parets del Vallés.

Det største kryb, den amerikanske slangetæmmer, kan nu se frem til at forklare sig for en dommer i Cornellá de Llobregat.

 

Se video fra aktionen:

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.