Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

En stakkels kone tiggede ved indgangen (12)

Skrevet af Torben Wilkenschildt, søn, 19/06/2022 - 07:00

Spanien Rundt

Da vi gik forbi hende, hev hun sin mobil frem og havde tid til en hyggesnak, kunne vi høre. Alle er blevet on-line nu om dage....

Kate & Peters eventyr fortsætter i Spanien.

Artiklerne er skrevet på basis af Kate og Peters egne optegnelser. Vi siger tak for deres velvillighed til at dele deres oplevelser med andre.

Ruten i denne artikel

Vi kører lidt sydpå igen til Castillo Blanco, hvor vi svinger mod Alia af CC-151. Det er en meget smal vej uden bebyggelser og vi møder kun få biler. Heldigvis, for en vej på 3 ,5 m bredde med grøfter som rabat (33-30), så er der ikke meget at give af.

Men meget flot landskab omkring os. Det er en rute vi kan anbefale.

Husk, at du kan klikke i billederne for at se dem større og flere detaljer...

Vi ender i Guadalupe - en flot bjergby, som vi får travet tynd

Her finder vi en af de gamle gader, hvor der stadig er typiske træ-akader

Før i tiden bidrog til ly for regn og sol og gav plads til mange former for boder i en tid hvor byen voksede meget.

Vi vil gerne se Royal Monastery of Santa Maria de Guadalupe. Der er kun adgang med rundvisning og guide, men den køber vi. Fin rundvisning med guide, dog kun på spansk, så vi studerer blot det vi ser og smiler forstående bag masken, når vi gik videre til næste punkt. Og ingen foto her tak!!, men vi kan købe fine postkort efterfølgende. 

Men jeg sneg mig til et billede af den stakkels kone som tiggede ved indgangen

Da vi gik forbi hende, hev hun sin mobil frem og havde tid til en hyggesnak kunne vi høre. Alle er blevet on-line nu om dage.

Uden for byen står en høj bro, færdigbygget i 1959

Broen er bygget i jernbeton, hvilket på det tidspunkt var en nyt materiale. På det tidspunkt var der planlagt jernbane gennem byen ( 650 moh). Men projektet blev skrinlagt i 1962, selv om broen var bygget, tunneller udført og mange kilometer terræn klargjort. Nu kan man vandre på delstrækninger.

Og vejret er med os, så vi frekventerer en af de små barer på torvet efter vores anstrengelser

Det er en flot solrig morgen, hvor termometeret siger -2,5 gr. Det er koldt. Hurtigt morgenbad og mad og kurs mod Navalmoral de la Mata.

Køreturen er de første 35 km. det mest scenariske bjerglandskab vi har mødt

Med en skyfri blå himmel som baggrund, så er det helt fantastisk. Sne i bjergene i det fjerne på vej ned mod Embalse de Valdecanas. 

Hvad kan mere forlanges? Senere stopper vi ved Templo Los Mármoles og ser resterne af det romerske tempel fra det 2. århundrede.

Der må være nogen som siden har stablet de få søjler op igen og limet dem godt fast

Det er koldt og blæsende. Men flot er det og omgivelserne med. Vi kører lidt tilbage ad 118 og drejer ind på CC-19.3. Vejen fører os til Valdemoreno, hvor vi krydser floden...

...og holder ind for frokost

Her finder vi læ og nyder resten af eftermiddagen, inden vi hen under aften kører ind til Navalmoral de la Mata for at overnatte. Camperpladser viser sig at være en mark, så vi finder en rolig vej at parkere på.

Om aftenen går vi tur og finder det som bringer os til byen, nemlig et møntvaskeri. Vi har i længere tid kørt i områder, hvor der ikke har været vaskemulighed, eller tørvejr til selvvask. Og i morgen lover vejrudsigten igen sol, så vi kan tørre det, som ikke går i tørretumbleren. 

Vaskedag selv om det er søndag – her er ingen nåde fra chefen. Vaskeriet åbner kl. 08.00, og vi er der på minuttet. Fylder to af de store maskiner, og så er det ellers ud af byen for at finde et sted vi kan hænge tøj op.

Vi har udset os et sted, Merendero Belvis de Monroy

Det er en naturplads med borde og bænke, grill etc. Her kan vi parkere således, at vi ikke generer nogen med vores vasketøj og tørresnore. Og med høj sol, tørt tøj  og en god vandretur er dagen gået, og vi bliver her for natten.

Vores mål i dag er at køre gennem Parque Nacional de Monfrague. 

Først til Almaraz og få provianteret lidt. På vejen møder vi dette skilt:

Meget apropos artiklen vi netop har læst i ”Spanien i Dag”

Videre ad CC-17.1 til Saucedilla, hvor vi svinger til venstre ad en ”ukendt vej”, jf. vores GPS, som bør føre os vestpå til vej CC-53. 

Det lykkedes, og vi følger vejen til Serrejón og videre ad EX-389. Et stykke ude af vejen ser vi nogle store fugle sidde lidt inde på marken. Da vi stopper, letter de. Det er gribbe, finder vi ud af. Og der er mange, 30 -40 stykker.

De er godt nok store

Da vej EX-389 drejer skarpt til højre, drejer vi til venstre og er nu på vej ind i nationalparken. Det bliver en fantastisk tur.

Planen studeres

Nationalparken er kendt for sit rige fugleliv og specielle fauna (33-46). Der er mange udsigtspunkter (miradores) på den godt 30 km.lange strækning.

Det tager os det hele dagen at komme igennem

Det er blevet lov i Spanien, at man ikke må parkere og overnatte i nationalparkerne. Og det er godt for naturen. 

Så efter mange gode oplevelser, ender vi ved stadion i byen Torrejón el Rubio, lige inden solen går ned. Og her må man godt holde for natten.

Vi ses i den næste udgave af Spanien Rundt med Kate & Peter!

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.