Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Færre unge dør i trafikken

Skrevet af Redaktionen, man, 02/10/2017 - 12:02

Fly & trafik

TRAFIK: Hele 75 procent færre unge mister livet i færdselsuheld, men især én bestemt synder er ved at vende den gode tendens.

Siden 2006 er antallet af dræbte i aldersgruppen 15 til 34 år faldet fra 1.696 til kun 421. Det er et fald på mere end 75 procent.

Det er ikke kun de unge, der i højere grad slipper med livet i behold i trafikken. Samlet set er antallet af dødsfald i trafikken faldet fra 4.101 til 1.810 siden 2006.

- Forbedrede veje og køretøjer, strengere lovgivning og bedre færdselsuddannelse er nogle af årsagerne til de positive tal, siger Pedro Monclús, der er direktør for Mapfres vejsikkerhed, som står bag undersøgelsen.

Den weekend, vi netop har taget afsted med, kostyede ti mennesker livet i lige så mange dødsulykker, der blev registreret fra klokken 15 fredag til klokken 22 søndag.

I løbet af årets første ni måneder har 886 personer mistet livet i trafikken, hvilket er otte færre end i samme periode året før.

 

Livsfarlig fest

Selvom tallene er rigtig gode, er der opstået en ny, kedelig tendens.

I løbet af de seneste to år steg antallet af ulykker fra 365 til 421 for de 15 til 34 årige. 

Berusede bilister i aldersgruppen er ved at blive et stigende problem.

- Kørsel i påvirket tilstand er blevet mere naturligt. De unge er ikke så bange for at blive straffet, siger Monclús.

Han tilføjer, at bilerne bliver ældre og ældre, og at risikoen for at dø i et trafikuheld fordobles, hvis bilen er mere end 15 år gammel.

Hovedet under armen

Ungdommen er klar over den risiko, de løber. I undersøgelsen pegede halvdelen af de unge på rusmidler som den primære årsag til færdselsulykker i deres egen aldersgruppe.

Selvom de unge er bevidst om de risici, der er ved at mixe alkohol og stoffer med færdsel, indrømmer hele tre ud af fem, at de har kørt med en fuld person bag rattet. 

Hver femte indrømmer, at de har kørt med en fører, der var påvirket af cannabis.

Halvdelen af unges trafikuheld sker om natten eller i weekenden.

Parker mobilen

Fédération Internationale de l'Automobile (FIA) har i samarbejde med en række europæiske bilklubber startet en kampagne for at få bilister til at lægge mobilen fra sig.

- Vejsikkerhed er topprioriteten. Hver dag dør der 3.500 mennesker i trafikken. Bilister, cyklister, fodgængere skal forstå faren ved at bruge smartphones i trafikken, siger direktør for FIA, Jean Todt.

Kampagnen hedder ‘ParkerDinMobil’ og er blevet skudt i gang med en video, som kan ses her: 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.