Fattigdoms-spanien
Skrevet af Pia Bruun, ons, 19/10/2016 - 01:00

Samfund og Politik
SAMFUND: Trods fremgang lider befolkningen fortsat i de store turistområder og har stort set ikke til salt til et æg.
På trods af en voldsom fremgang i omsætningen inden for turistbranchen lever tusinder for under 330 euro om måneden.
Og paradoksalt nok, ser det værst ud i turistområderne.
Det gælder for eksempel for De Kanariske Øer, Andalusien og På Balearerne.
På Balearerne lever 115.000 mennesker for under 332 euro om måneden. Det er, hvad der anses som ekstrem fattigdom. En stor del af dem har end ikke råd til at varme deres bolig op om vinteren og spiser kun kød eller fisk én gang om ugen.
Dårlig fordeling af væksttal
26,3 procent af indbyggerne på Balearerne er i risiko for fattigdom og social udstødelse. I 2013 var tallet helt oppe på 27,8 procent, men året efter faldt det til 23,8 procent, og siden steg det igen til 26,3 procent.
Det mest bekymrende er, at situationen ikke bliver bedre, selv om økonomien vokser. Det viser, at fattigdom er blevet kronisk, og at velfærden ikke fordeles, fremgår det af en ny rapport.
41.000 borgere på Balearerne kan kun spise kød eller fisk én gang om ugen. 81.000 personer har ikke råd til at varme deres bolig op.
Andalusien værst
Men som om det ikke lyder slemt nok, ligger Balearerne kun på tredjepladsen over regioner med høj fattigdom. Faktisk bliver øgruppen overgået af de to øvrige store turistområder, Andalusien og De Kanariske Øer.
I Andalusien er der tale om godt en million mennesker, der lever for mindre end 330 euro om måneden. Det svarer til godt 12 procent af alle indbyggerne i regionen.
Andalusien ligger ifølge rapporten på førstepladsen over spanske regioner med den højeste fattigdom.
Fattige betaler prisen
Som det fremgår af rapporten, løser de gode resultater fra en fremgang inden for turismen ikke problemet med fattigdom.
De fattige er de første til at betale for konsekvenserne af krisen, men det er også de sidste, der mærker til fordelene ved økonomisk vækst, fremgår det af rapporten.
Rapporten viser også, at 74.000 mennesker lever i husstande med lav arbejdsintensitet.
Indekset beregner forholdet mellem alle husstandens medlemmer og de måneder, de kunne være i arbejde.
Familier uden arbejde er ikke overraskende havnet i fattigdom, men hvad, der er ovarraskende, er, at et arbejde ikke er nogen garati for, at man ikke ender i fattigdom.
Rapporten konkluderer, at der er sket en forringelse af beskæftigelsen i løbet af krisen, og at de job, der bliver skabt, er af ringere kvalitet.
Rapporten er udarbejdet af NGO'er, Røde Kors, Caritas, og Project Home.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.