Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Firbenet finkultur

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 04/04/2018 - 01:00

Samfund og Politik

VIDEO: Madrids politihunde har fået nyt hjem, og her handler det om mere end bare betongulve og tremmer. Her bliver der nemlig slappet af i selskab med Mozart.

Madrids politihunde har fået nye kenneler med aircondition og klassisk musik. Det er for at reducere stress blandt de firbenede betjente.

De 22 hunde, der tilhører hundeenheden i Madrids kommunale politistyrke, er flyttet ind i deres nye hjem sidste uge, og her kan de altså opleve musikterapi, der skulle hjælpe til at slappe godt af oven på en stresset hverdag.

Politiet har delt video på twitter af hundene, der henslængt ligger i deres aflukker, mens den klassiske musik bliver afspillet.

Dyrepsykologer fastslog for nylig i en undersøgelse, at regelmæssig musik kan hjælpe med at reducere angst hos hunde. Det er blevet kendt som Mozart-effekten, og resultaterne af undersøgelsen blev offentliggjort i Journal of Veterinary Behavior.

Eksperterne fandt frem til, at klassisk musik har den mest beroligende effekt, men at hunde også reagerer godt på blød rock, jazz og reggae. Hård rock har til gengæld den modsatte effekt og øger stressniveauet.

De nyrenoverede kenneler giver også hundene mulighed for at lege udenfor på græs, klimaanlæg om sommeren og opvarmede madrasser til om vinteren.

Det lyder da bestemt ikke som noget hundeliv!

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.